Svolder

Der laag attum Svolder Øy paa Lur ein Skog av Master, av Skrog ein Mur;

Svia-Konungen, Dana-Drotten, og Eirik Jarl var au i Dotten.

‒ For stødt der Normenn lyt vera med, naar Noregs Merke skal hoggast ned.

Og Tryggvason visste kje Ord taa deim. Han kom ifraa Vendland og siglde heim,

paa grepa Skutor, men færre enn mange. ‒ Og Olav sjølv styrde “Ormen lange”.

Og raustare Menn, enn han hadde no, hev Norig aldri sendt ut paa Sjo.

Dei seig um Odden. Og daa dei saag den Skog og: Mur, som bak Svolder laag,

daa ropte han Olav: “Lat Sigli falla! Rædde, det skal dei os aldri kalla!

Og er dei Tylvti mot ein ‒ ‒ so visst me treng des minder aa skjota i mist!”

So bar det laust med det Svolder-Slag, som dyn i vor Soga den Dag idag.

Og Danar og Sviar hamlad tilbaka, sosnart dei fekk “Ormens” Tenner aa smaka

‒ Men daa so og Jarlen kom til med si Hær, vart Brodde-Bylgja “Ormen” for svær.

Og Tryggvason høgt i si Lyfting stod; og ned under Brynja hans draup der Blod.

Daa sa han: “Til Dauden er kvar Mann saka. Og livande skal dei meg aldri taka”.

‒ So bykste han med sine Menn uti Hav. Og fri, som han livde, han sokk i si Grav.