Prometevs til Klippen stod smedet,
var lænket paa Fod og paa Arm.
Og Guderne haaned hans Vanmagt.
Og Rovfuglen hakked hans Barm.
Og Seklerne mile og rulled.
Og Seklerne rulled igjen.
Og end drypped Blod under Klippen;
thi end stod Prometevs ved den.
Saa hændte det engang, – hvad enten
nu Zevs havde Fødselsdagsfest,
hvad eller at Heres Forløsning
var lykkedes bedre end bedst;
Hvad enten ved Hushyggens Varme,
hvad eller ved Nektarens Lyst,
nok er det, at Gudernes Fader,
han kjendte sig mild i sit Bryst.
Han sagde: “Forkynd til Prometevs,
at er han vor artige Gut,
saa vil det ham ske af vor Naade,
at dermed hans Lænke er brudt.”
Flux ilte den vingede Hermes
paa Hat og paa Hæle afsted,
og tvende olympske Lakeier
ham fulgte i Hælene med.
Men som de saa Budskabet bragte
til Fangen i Bolt og i Ban
og vented Taksigelsens Taarer,
da svarte den gamle Titan:
“Jeg har ikke bedt jer at komme.
Min Klippe er blevet mig kjær.
– Og hermed, I himmelske Hunde,
lad I mig i Fred, der jeg er!”