Det er tidt nok sagt, at Norge
er et fattigt Land,
som sit Livsens Tarv maa borge
fra en fremmed Strand.
Men ifra en Aalgaards-Vandring
tør jeg nu, til en Forandring,
trøstig sige noget sligt
som, at Norges Land er rigt.
Elven randt, og Fossen skummed
vel titusen Aar,
og den talte, sang og brummed
– helst naar det var Vaar.
Men det var saalænge Tingen,
at dens Stemme skjønte ingen,
der den trofast Nat og Dag
røsted Norges Velfærds-Sag.
“Jeg har Kraften – blot du gider
bruge mig!” den kvad.
Og saa kom han da omsider,
Esben Askelad.
Og snart surred Hjul og Spoler,
og der klapred Væverstoler.
Og saa stod man midt oppi
Norges unge Industri.
Fosser har vort Norge nok af,
hele Favnen fuld ;
Sauer har det og en Flok af
– dermed har vi Uld.
Og saa gjælder det at stræve
med at klippe og at væve.
Heil! saa har det ingen Nød:
det gir Klæder, det gir Brød!
Hør og se, hvor Ekko vækker
lydt som Hanegal
flinke Hænders travle Rækker
alt fra Dal til Dal.
– Og omsider skal vi male
Himmel-Ild i vore Dale.
Lys og kraftig skal den bli,
Norges unge Industri!
Vel, saa slut med at bejamre
Norges Magerhed!
Det har Malm, og vi har Hamre,
– vi er Lykkens Smed.
Dermed kan vi seiers-trygge
vor og Landets Velfærd bygge.
Leve det! og leve vi!
Leve Norges Industri!