Min Forret

Min Menneske-Forret – saadan omtrent – er ogsaa at være inkonsekvent.

Var jeg – jeg sætter, at var jeg et Fag-Uhr, var, lad os sige, et ottedags Slaguhr,

saadan et rigtig patent: Herre min Gud, hvor jeg var konsekvent! Trak man mig op

hver ottende Dag, kakked jeg Ugen tilende i Mag, kom ei paatvers

med Regel og Vane, galede Tid som den gjæveste Hane, ærbart og pent

i en guldprydet Kasse røgted jeg Hvervet, jeg havde at passe, synte mit Ansigt

bag Rude i Ramme smilende, blankt, og bestandig det samme, holdt mig bag lukkede,

laasfaste Døre, – noli me tangere! – se, møn ei røre! Men eftersom, saasom,

da og fordi Vorherre mig har i sit Billede skabt – om ogsaa jeg Glansen

og Præget har tabt – jeg skabtes ei til Konsekvens-Mageri. Af Skaber-Viljen,

hin evig paa Vandring ifra Forandring og til Forandring, jeg skabtes til Livets

de bølgende Baner, saa skjønne som Retvinklen ingentid aner. Det er jo slig,

som vi alle ved, at det gaar her i Verden saa op og saa ned, – at sige saasandt

som det gjælder Ting, i hvilke der er noget Liv eller Sving. Se Straaet, se Træet,

hvor hver efter Alder og Tider de vokser og skifter og falder, – mens mellem Blade

paa Stengel og Stamme der findes ei tvende som et og det samme. Og alt det Liv,

som spirer og gror, det er ei iaar just slig som ifjor. Og alt det Liv,

som kryber og gaar, det var ei ifjor just slig som iaar. Og se saa paa Havets

vuggende Væld, og se saa paa Bækken, som fosser fra Fjeld, og se saa paa Skyens

seilende Hær, – giv Agt paa dem alle, og se hvor de er ustanselig vekslende,

uden at ænse, at Ordbogen eier det Ord Konsekvense. Og merk dig saa Ilden,

den Guddoms-Søn, hvor er den til Rædsel dog daarende skjøn, naar den sig i fribaaren

Lovløshed topper, tunger sig, spiller, bølger og hopper. Det er ei for intet,

at der kommer Brand i saadanne Byer som Kristiansand. Det skriver sig fra,

det er Ilden, som hader sig flammende sint paa de snorlige Gader. Men elsker din Sjæl

Konsekvense, min Ven, jo, søg du saa bare til Stenriget hen og hils paa Krystallen,

det er, som bekjendt, en Gut, der saa temmelig er konsekvent. Og derfor – kan gjerne

bekræfte det edelig – jeg synes, Krystallen er jammerlig kjedelig, ja, selv dens ypperste

Repræsentant, Hans naadigste Majestæt Kong Diamant. Det hjælper nu ikke,

hvad saa de sig kalder: jeg hader dem, disse fordømte Kuvystaller, – saavist som at Livet

afskyr og hader korrekt konsekvente Kanter og Flader. Hvor Vinklen er Klokker

og Retlinjen Prest, den Menighed flyr jeg som Pokker og Pest. Thi har jeg af saadant

som delsten ikke engang en eneste en. Og havde jeg nogle,

jeg solgte hver eneste – for Penge til Inkonse kvensens Tjeneste. Nei, ingen har jeg,

og venter mig ingen. – Men giv mig en blomstrende Lyngkvist i Bringen, og giv mig en Krans

af Granbar om Panden, og giv mig en Rose, dugfrisk og rød, og giv os idag

vort daglige Brød, giv saa Diamanten til Døden og Fanden. At Folk ifra hver

en Jorderigs Kant ser Lykkens Talisman i Diamant, se, derpaa jeg lægger ei

synderlig Vægt; for nok er de Folk af en Stenalder-Slegt, hvis rette Domæne

er nede i Krypten Mumiens Fødeland, gamle Ægypten. Ned med Krirystallerne!

heis os det sterke Livets og Inkonse kvensens Merke! Hundrede Timer

fri uden Grænse mod hundrede Aar i Sten-Stok-Konsekvense! Men Menneske- Forret,

det blir dog tilsidst, at være sig Inkonse- kvensen bevidst. Livet skal leves,

og Livet er nu; Livet, blandt andet, er jeg og er du. Livet i Veksling

skal Jordstøvet rense, evig paa Tog fra Norm og til Norm, evig det ny

i skiftende Form. – Leve den hellige Inkonsekvense!