Det unge Norge samled sig i Leir,
det fylked sig og slog, til det vandt Seir.
Der vaiede et Banner over Leiren,
i Stridens haarde Dyst og over Seiren.
Og det var Johan Sverdrups Navn.
En rastløs Arbeidsaand, en Sjæl i Brand,
en Tolk, en Fører for sit Folk og Land,
– til Alderdommen kom, af Stormvind baaret,
og dryssed ham sit hvidgraa Rim i Haaret
og hylled sig omkring hans Navn.
Men Manden var for stor, hans Navn for stort
til at bli glemt ved slig at dølges bort.
Han var saa stor, at han ei kan bli liden.
Han selv er borte, – vokse vil med Tiden
dog endnu Johan Sverdrups Navn.
Og staar det unge Norge ei idag
med blottet Hoved og med sænket Ilag,
da er det Norge selv, som saaclan lønner,
at det har ingen Ret til store Sønner.
– Men Fred med Johan Sverdrups Navn