Henrik Wergeland

Og Wergeland laa oppi “Hjerterum” – det var ikke andet fra Kjelder til Kvist . Og Døden, som før var kjendt ved hans Dær,

kom atter tilbage og takked for sidst. “Nei, hør,” sa han Henrik, “nu kom du for fort; for end er der noget,

jeg først maa ha gjort: end i et Kvad jeg Livet vil prise, og end vil jeg kvæde

mit Norge en Vise. Og saa er jeg færdig, – sæt Vognen for Trammen, og op til Gud Fader

saa kjører vi sammen. Hans Hjerterum er, o, saa meget, saa meget større og lysere dog end mit eget!” Og Wergeland laa oppi “Hjerterum”;

og Kinden var hvid, og Øiet var lukt, og Blodbølgens Glød var kjølnet i Død, og Norriges klareste Fakkel var slukt.

Men inden den sluktes, den tændte en Brand, en rensende Flamme i Norrøna-Land,

en Lue, som end kaster Gjenskin deroppe paa Fortidens Aaser og Fremtidens Toppe,

en Ild, som fremdeles skal vokse sig større, fortære det raadne og visne og tørre,

og rydde os Rum for det Liv, som i Tro paa Hjemlandets Jordbund vil grønnes og gro. Og Wergeland hviler i Hjerterum i Norriges eget bankende Bryst.

Vor gjæveste Krans, den nævner vi hans: hans Haab er vor Fane, hans Minde vor Lyst. Og skulde vort Fædreland

komme i Nød, saa Spørgsmaalet staar om dets Liv eller Død, da vil ifra Vesterhavs

voven til Kjølen de sanke sig, Trønderen, Horden og Dølen, og fylke sig tæt

kring sin Wergelands-Fane og vinde sig Seir eller hente sig Bane. – Dog, Norge skal leve! – det dør ikke, før

dets Minde om Henrik, vor Wergeland, dør.