Og Jesus, der siges, han vandrede frem
engang mod Gergesenernes Hjem.
Da kom ham imøde fra Gravhulens Nat
en Mand, af urene Aander besat.
Men tæt derved, paa Sjøbreddens Skrent,
en Hjord af Svin at græsse var sendt.
Og Djævlene bad: “Du Davids Søn,
hvis ud du os driver, da er det vor Bøn,
du lader os fare ad Svinene til.”
Og Jesus sagde: “Jer ske, som I vil.”
Og Svinene styrted med Hast fra Land
og drukned tilhobe i Sjøens Vand.
Men da blev de Gergesenere bange.
I Flok og Følge til Jesum ud,
heder det, gik de, med Bøn og Bud,
han fra deres Grænser bort vilde gange.
Vel nok, han af sit Visdomsvæld gav dem,
vel nok, han Djævlene drev ud af dem;
De syntes vel saa, det hjalp ikke stort,
naar han med det samme tog Svinene bort.
Se, slig var nu Gergesenerens Vis:
saaledes var det, han valgte og vraged,
dengang Messias af Landet han jaged,
og holdt sig til sin forbudne Gris.
– Og dog, – ja Gud ved, om vi ikke er
saa smaat Gergesenere nogen og hver.