En fremmed Fuagl jeg var og er,
blandt mine egne dog især.
En fremmed hugl, en fattig en,
som søger sig en liden Gren.
En liden Gren at sidde paa,
hvorfra jeg kan min Trille slaa.
Jeg har endnu en Sang igjen,
og gad saa gjerne synge den.
En liden Gren med Vaarløv paa,
og er den bar, nu vel, lad gaal
Og om jeg ikke faar en Gren,
tar jeg tiltakke med en Sten.
For synge maa jeg end en Gang;
jeg har endnu en fattig Sang.
– Men sig mig, Gud, er det ei slig,
at den, du gav en Sang, er rig?