Fenrir

Natten har sænket sig sort som en Grav. Høststormen pisker Skum over Hav,

knækker Master og splintrer Rær. Da tuter en Ulv paa det yderste Skjær.

‒ Det er Fenrir, som hyler mod Ragnarok. Det er Fenrir, som hyler mod Gude-Død,

mod Gude-Blod og mod Gude-Kjød. Han mindes nok Smagen alt fra den Stunden,

han med den usynlige Lænke blev bunden, ‒ Lænken, som brister ved Ragnarok.

Og Senerne røynes i faafengd Harm, mens Sulten sliter hans tomme Tarm.

‒ Men ryker der op et Dommedags-Vær, saa tror han, at nu er Løsningen nær.

‒ Da er det, han hyler mod Ragnarok. Vogt jer, Odin Og Freya og Thor!

I er ei saa vældige, I, som I tror! Vogt jer, naar engang Helvedes-Hanen

galer til Kamp under Helvedes-Fanen, naar engang det lider til Ragnarok!

Naar Fenrir sliter Tusendaars Band, naar Midgarsormen vælter iland,

naar Naglfar løsner, og Rimthursers Trop møder med Surt og hans Flamme-Haær op,

‒ vogt jer, for da er det Ragnarok! Og Fenrisulven paa Skjærets Knat

stirrer ud i den sorte Nat. Og Vinden hujer, og Havet spyler,

Og Fenrisulven med Fraad-Gab hyler: “Lider det ei snart til Ragnarok!”