Døden

Mat og marvløs, sunken som den visne Stængel, brudt under Vægten af egen Tomhed, tæret og træt,

træt af at tro, og træt af at tvile, træt af at bede, og træt af at bande,

– træt, træt, saa min eneste Længsel er at faa hvile jo længer des bedre, vil jeg hæve min skurrende Røst til en Hymne – som mit eget Liv: uden Regel og Rim –

til Pris for den kolde, blege Død. Der var – siger Sagnet – engang en Gut, som gik paa en Vei

og bar paa en Dunke med en kostelig Drik. Men Veien var lang, og Dunken var tung, saa Gutten blev baade sved og træt,

og ønsked sig nogen at drikke med, saa Dunken kunde letne. Han mødte Vorherre. – Kan du ikke drikke med mig? sa Vorherre.

– Nei, svarte Gutten, – med dig kan jeg ikke drikke, for du er saa slem til at gjøre Forskjel paa Folk. Og videre gik han.

Men Veien var lang, og Dunken var tung, og Gutten blev svedere, og Gutten blev trættere. Saa mødte han Fanden.

– Kan du ikke drikke med mig? sa Fanden. – Nei, svarte Gutten, – med dig kan jeg ikke drikke, for du er saa slem til at pl'ge og pine

Og videre gik han igjen. Men Veien var lang, og Dunken var tung, Og Gutten blev alt baade svedere og trættere.

Saa kom Døden bag ham og rak ham. – Kan du ikke drikke med mig? sa Døden. – Jo, svarte Gutten, med dig kan jeg drikke!

For du er en Fagnamand, som hjælper, naar værst det kniber; og ikke heller gjør du Forskjel paa holk! Saa skaaled de.

Og saa drak de. Gutten og Døden. Dette er Sagaen, Sagnet fortæller, – kjendt, synes mig,

smertelig kjær, som var den min egen. Ogsaa jeg gik frem paa en Vei. Og jeg blev ved den Gang baade sved og træt.

Jeg mødte Vorherre, Himlens Gud, han, som danner Kar til re og Vanære, og høster der, hvor han ikke saadde. Men det blev til det,

at vi skiltes. Saa mødte ogsaa jeg ham, de kalder Fanden. Men jeg kunde ikke med ham, og vi gik hver til sin Kant.

Da var det, han strøg mig forbi, med skranglende Lyd af kjødløse Led, med Lugt af mugne Fjæle og raadnende Klude, han, den kolde, gulblege Død.

– Hei, du! Vi skal nok samme Vei, vi to, og hvorfor saa ikke slaa Følge? Er du tørst, kanhænde?

Har ingen Nød! Jeg bærer her i Brystet en Dunke med en kostelig Drik: Blod, du! Menneskeblod,

Hjerteblod, rigtig varmt, dampende, rødt! – Skaal, du! stik paa Varen!

Det er dig vel undt, dennegang, og du pleier ellers ikke lade dig nøde. Din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal! Og saa Kongens og Tiggerens Brorsskaal!

Og saa Horens og Vestalindens Søsterskaal! – Og de Skaaler, ved jeg, du gjerne drikker. Singot, siger jeg! singot, din Hund!

dit forbandede Bæst! Singot, prægtige, ubestikkelige Gubbe! – du, med Grinet dit eget uforanderlige, enten du saa smigres eller haanes.

Skaal! Drik! – drik ud til sidste Draabe! Men giv til Gjengjæld min hede Pande et svalende Kys,

ræk mig din kolde Knokkelhaand – se, jeg skjælver ei for dens trofaste Greb – og led mig ind til Saligheden, hin, den eneste jeg mere begjærer:

Hvilen, af hvilken jeg aldrig vækkes.