Voks

Og hvad har du fore, du datter min? mig tykkes, du er saa bleg om kind. Af voks så vil jeg et hjerte ælte, ved langsomt ulmende ild skal det smelte –

et hjerte, et hjerte af vokset det røde, et menneskehjerte – lad kullene gløde. Hjertelskte, dit hjerte så smelter jeg bort til straf for alt, du mod mig har gjort.

Dråbe for dråbe skal vokset svinde, med vokset skal også dit liv bortrinde. Stykke for stykke dit hjerte skal brænde, vist tænker jeg, at du skal mindes hende,

du engang loved med hånd og med mund, du vilde bli tro til dødens stund. Dit hjerte det var som vokset så vekt, du glemte mig bort, da du vel havde legt.

Men mit det er stærkt for os begge to, det skal du mærke, og det kan du tro. Se, hvor den drypper den langsomme dråbe, det tykkes mig næsten, jeg hører dig råbe;

langt borte lyder dit smertens skrig: hvem er det, hvem er det, som piner mig slig? Hjertelskte, vist ved du, du ved, hvem det er – hende du elsked – hun som har dig kjær.

Du tændte hos mig den fortærende flamme, nu skal dit hjerte få føle det samme – brænde til aske, forgå i smerte; jeg bruger den kunst, mig finkonen lærte.

Når dagen er omme, da er du død; men vi følges, vi følges, det har ingen nød. Vi følges tilsammen til helvedes ild; hjertelskte, hjertelskte, jeg længes dertil.

Dernede mit hoved hos dig vil jeg lægge, til evig tid skal vi brænde der begge.