O, du er få langt, langt borte,
udenfor er natten den sorte,
regnet slar imod min rude,
bølger skvulper tungt derude,
skvulper mod de vade stene,
jeg er ene,
ak, så rent alene.
Hvorfor kan jeg ej din stemme høre?
Se, jeg lytter, låner dig mit øre,
og jeg længes, længes,
sa mig synes, hjertet måtte sprænges;
men jeg hører ikkun vinden suse,
og jeg hører ikkun vandet bruse
mod de vade stene,
jeg er ene,
ak, så rent alene.
Hen til vinduet jeg lyset stiller,
i min længsel tanken sig forvilder,
thi jeg tænker, kanske kan du skimte
lyset gjennem nattemørket glimte;
kanske, kanske kan dig lyset drage,
at din tanke
og du selv med den vil vanke
over vilden hej
og over havsens vove
hid til mig,
jeg som sidder her og kan ej sove
for min længsel, længsel efter dig.
Ak, men lyset kastes kun tilbage
mod mig selv ifra den mørke rude,
nattestormen hører jeg kun tude,
bølgeskvulpene går tungt derude
mod de vade stene,
jeg er ene,
ak, så rent alene.