Men jeg vågnede ved dagens frembrud,
vagned som efter en tung drøm,
jeg rejste mit hoved
og rystede af mig
det åg, som lå på min nakke.
Jeg vil svare dig,
du, som til mig talte
i nattens stilhed
harde, hovmodige ord.
Jeg elsker livet,
ja, jeg elsker det.
Men hvoraf ved du sa vist,
at jeg det elsker,
fordi jeg finder det godt?
Ikke for livets skyld
elsker jeg livet,
men fordi jeg må elske
og kan ej andet,
sålænge jeg lever.
Derfor elsker jeg livet,
fordi mit liv er at elske.
Hvad skulde jeg vel ellers
skjænke min kjærlighed?
Dig kanske?
Du, som ikke ved,
hvad det er at elske;
du, som for et lunes skyld
i rigdommens overmod
ofrer et elskende
menneskeliv
til leg for skum.
Bryst dig ikke,
thi trods din rigdom
er jeg dog tusindfold
rigere end du,
thi se, jeg elsker! ‒