Slottet

1. Der kom dragende ned gjennem Napstrømmen en mand,

ingen monne fjende. Hannem fulgte på jægten, han førte, hundrede stærke,

sortsmuskede svende. Han la iland borte mellem skjærene ‒ skarvene skreg

og fløj på sjøen. Lod han der bringe fra borde bord og tømmer

op under øen. De trak på land mangfoldige tylter og tømred sammen

et højt hus, dertil badstø og boder og brygger, sad sa om julen

i svir og sus. Farmænd, som for forbi pa strømmen, undredes svare,

hvem det monne være. Huset skinte lang vej over sjøen. Nævnte man det Slottet.

Det navn fik det bære. Men da torsken ved nytarstide så kom sigende

ind pa æggen, sejled der fra Slottet mangfoldige både ud på fisket

langs Lofotvæggen I alslags vejr var de ude, altid gjorde de

bedst fangst; men vilde og voldsomme var karene, alle veg undaf dem,

de voldte angst. Manden selv drog øst til Vagen, vestover også

til alle værene; krævde, at alle skulde sælge ham sin fisk, skræmte,

så han fik den fast forærende. Slig sad han sa en tid der på Slottet, en skræk for alle,

ej velset af nogen. Sagn gik, han skulde ha sagt, han vilde ende

som konge i Vågen. Men den gamle kallen, som Vågen ejed, og som før var den første

på de kanter, blev sint tilsidst og lod svar sende, han veg ikke sæde

for slige fanter. Og fra den dag holdt han sine folk vel væbnede

mod al fare. Hvis han kom, Slotkaren, og vilde krig,

så skulde han ham klare. 2. Men der lød en vakker dag vældig larm af åreslag.

Slotkaren var der med alle sine både, de fyldte sundet som en hel flåde. De la til ved stranden og sprang på land, Slotfaren først, så hans hundrede mand.

Vågekallen skjønte, at nu bar det løs, han samled sine husfolk til den yngste knøs. Han bød dem at bruge både øks og kniv, thi nu, gode venner, det gjælder vort liv.

Så blev der et slag, ja et slag, hvis mage man ikke har spurgt indtil vore dage. Det regned med hug, og det regned med stene, tilslut stod Vågekallen alene.

Halve hans flok lå strakt i sit blod, resten flygted, de brugte sin fod. De strøg tilfjels og gjemte sig bort. Dengang kom Vågekallen tilkort. ‒

Og hør nu, du kal, jeg lar nåde gå for ret, hvis du vil dig føje i alt og i et. Og hør nu, du kal, jeg vil spare dit liv, når du gir mig din datter til ægteviv.

Jeg har hørt, hun skal være både rig og fager, gir du hende ikke, dit liv jeg tager. Og hende så tager jeg endda dertil. Nu har du hørt, du kan gjøre, som du vil. ‒

Den jomfru hun græd sine modige tårer, det er ikke grejt, nar slig frier en kårer. Den jomfru hun græd sine øjne ud, men lidet så hjalp det, hun måtte stå brud.

Præsten blev hentet, han måtte si amen, det bryllup blev fejret med gråd og med gammen. Tredie dagen så drog de afsted: Retnu er jeg konge i Vågen med!

3. Du herre, som råder for liv og for død, jeg råber til dig i min yderste nød, du skjænke mig lys, du give mig nade,

at jeg må løse den dunkle gade: Hvem, hvem er han ? Alt hvad jeg stred og stamped imod, han dåred mit hjerte, han ildned mit blod;

jeg elsker, jeg elsker ham over al måde, men altid så skræmmer den dunkle gade: Hvem, hvem er han? Han smiler imod mig, hans blik mig brænder,

og jeg griber omkring ham med begge mine hænder, jeg drages imod ham, jeg svimler af lyst, men altid må jeg spørge, når jeg ligger ved hans bryst: Hvem, hvem er du ?

Men ordene dør på min bævende læbe, om jeg spurgte, mig tykkes, han kunde mig dræbe, om jeg spurgte, han kunde mig fra sig jage og aldrig mere til nåde mig tage,

men hvem, hvem er han? Jeg elsker, jeg elsker dig, du stærkeste blandt mænd, og jeg føler, du gav mig din elskov igjen, men mørkt er dit åsyn, og taus er din mund,

hvad er det, du gjemmer på sjælens bund? Hvem, hvem er du? Det hænder om natten, når stormene tuder, og sjøråkket slår imod kammerets ruder,

da rejser han sig med hast fra min side, som en skygge jeg ser ham gjennem døren glide, hvem, hvem er han? Jeg hører, han skyder sin båd fra land,

så sejler han ud på det mørke vand, jeg spejder bag ruden, jeg ser ham kun svinde, men det raber med rædsel her inderst inde: Hvem, hvem er han?

Jeg venter og venter, mens timerne går, jeg bæver i angst, for hvad ej jeg forstår; først når det graner i østerled, han kommer tilbage og lægger sig ned;

hvor, hvor var han? Da slynger jeg om ham min skjælvende arm, jeg trykker ham tæt til min bankende barm, der varmer jeg ømt hans kolde hænder,

på hans våde kind mine kys de brænder, men hvem, hvem er han? Han ligger så stille, træt sovner han ind, og jeg trykker påny mit kys på hans kind,

og jeg hvisker i natten, hvad dagen ei tør høre, det spørgsmal, hvis svar aldrig når til mit øre: Hvem, hvem er du? Du herre, som råder for liv og for død,

jeg råber til dig i min yderste nød, du skjænke mig lys, du give mig nade, at jeg må løse den dunkle gade: Hvem, hvem er han?

4. En dag udpå høsten rodde det rygte frem mellem værene,

at nu var Slotfruen død, stakkar. Da ordet nådde Vågekallens øre,

seg han sammen, der han stod, og aldrig mere åbned han sit øie.

Slig blev Slotkaren herre i Vågen, andre arvinger var der ikke.

Ondt var der talt om manden forinden, værre taltes der efter den tid.

Vist var det, det var hans værk, at Slotfruen stakkar blev strakt på båre.

Hver, som sa hende, skjønte jo, hun sørged; gråd og græmmelse grov hendes grav. ‒

Ej var det noget at undres på, slig som han skalted den skumle skurken.

Vidste kanske nogen, hvem han var? Vidste nogen, hvor han kom fra ?

Visselig måtte han ha megen synd på sin samvittighed . . . Og slig som alting

føjed sig for ham; slig som han vandt alt det han vilde, og samled sig rigdom

som ingen anden. Underligt var det, om ikke den mand havde forsvoret

sig selv til fanden. Men værst af alt var det, som han gjorde, da hun lå lig,

den stakkars frue. Ikke lod han hende lægge i viet jord,

ikke lod han præsten læse over liget. Liget tog han

med egne hænder, bar det ned i sin egen båd, hejsed sa sejl

og satte på sjøen midt i svarte, stormfulde natten. Ingen ved rigtig,

hvad som hendte, for ingen var ude i sligt ubændigt, forrykende vejr.

Men om morgenen, da vejret letted, kom gamle Isak ude fra Skroven

sejlende vestpå med fine sønner. Fandt de da båden flydende på fjorden

med kjølen i vejret. Slotkaren selv flød langs med siden, filtret ind

i sejlets filler og revet taugværk; men liget var borte. Trak de så manden

op til sig, tumled med ham, indtil han vågned, og sejlede så

til Slottet med ham. Rejste han sig da og rysted sig, hev sig iland

og gik op til huset. Ikke vendte han sig om mod Isak, ikke sa han

så meget som tak. 5. Tiden led, tiden skred.

Mørkt var det mest nu paa Slottet; sjelden skinte lys ud i natten.

Men stundom hændte det i skumringstiden, når folk færdedes forbi under øen,

at der rejste sig med et ude mellem skjærene en svær skikkelse og skreg udover

med stygge skrig. Da skyndte folk sig at dra på årerne og komme undaf,

de trodde, det var draugen. Men han slængte sig bagover skikkelsen derinde og lo og lo

med fæl latter. Da skjønte de, det var Slotkaren, men værre næsten

var han end draugen. Nu var der ingen, som ikke vidste for sandt og vist,

at den mands sjæl var den ondes eje, og hvor han gik og hvor han stod,

gik folk undaf som for et udyr. Han bare sa på dem med han i øjet;

næsten lod det, som han likte det. 6. Hvem er det, som banker på min dør?

Jeg er præsten i Vågen. ‒ Jeg har set dig for. Dig var det jo, som vied os engang i tiden. ja, åja, det er længe siden. ‒

Længe har jeg tænkt at komme herud at minde Eder om Eders Herre og Gud. I lever et liv, efter alt hvad jeg hører, som visselig ej til himmelen fører.

Vend Eders vej, mens det endnu er tid, husk på, at engang skal I vandre did, hvor al Eders gjerning paa jord skal prøves, hvor dom skal fældes, retfærdighed øves.

Er I mon beredt til at møde for ham, som døde for os og vor synd, det Guds lam? Har I ej trang Eders synder at skrifte, forinden I maa Eders arv udskifte?

I fulgte til kirken engang eders viv, hun, som måtte lade sit unge liv; siden kom I aldrig inden kirkens døre, og aldrig få monne I Guds ord høre.

I samled Jer rigdom på jord og af hav, men aldrig I tænkte på ham, som det gav; ret aldrig en hvid til hans hus har I skjænket, som har Jer så godt og saa magelig bænket. ‒

Så, sa, jeg forstår! ‒ mine penge dig frister, dig lyster at åbne de jernflådde kister. Når bare jeg gir dig en klækkelig løn, så vil du mig hjælpe med ord og med bøn.

Når bare jeg fylder din pung med guld, så vil du bede fra påske til jul, at Vorherre skal åbne mig himmerigs porte, om end mine synder var aldrig så sorte.

Nej, den slags akkord den huer mig slet, hverken Gud eller jeg lar os narre så let. Dine forslag til kjøb og til salg kan du spare, jeg agter selv mine sager at klare.

Men et skal du vide: hvad end jeg forbrød, Vorherre til gjengjæld har voldt mig slig nød, slig bitterlig kvide! ‒ at sagtens jeg tænker, vi kan være kvit! ‒ Gå, spar dine rænker! ‒

Og han så på præsten med sligt et blik, at det isnende koldt ned ad præsteryggen gik. Den Guds mand sanked sin stav og sin kappe, han følte, det var bedst sig bort at rappe.

7. Der sad to vågekoner ved hans leje. En turde ikke sidde der alene.

Thi det var ilde med ham nu, Slotkaren, og ingen kunde vide, når enden var der, og den onde

kom for at ta ham. Han la stille nu en stund og syntes sove, men han havde båret sig

fælt for, somme tider, men mest om natten. Skræmt havde han mest livet af dem,

dem, som sad der og skulde stelle ham. Han havde skreget med stygge skrig

og havde snakket skrækkelige ting, som ingen rigtig kunde ransage ‒

men skrækkeligt var det, det skjønte de. ‒ Og han havde rejst sig op tidt og jevnt

og stirret om sig med stive øjne og fægtet i luften med løftede arme,

som om han sloges med usynlige fiender. ‒ Men nu la han stille, rørte sig ikke;

stille var det også rundt omkring; ikkun skvulpene fra sjøen derude

mod strandens stene nadde sagte susende ind i kamret, hvor talglyset brændte

bag et skjærmbret, slovt osende med lang tande, som hang slapt

ud af flammen med en tung glød yderst i toppen. Og vagekonerne

sad der og halvsov, skvat sa op nu og da, skotted bortpå ham

og få på hinanden med stjålne blikke. ‒ Tro, om han dør snart? ‒ Kan ikke vide det.

Godt var det, om han snart døde, så slap vi sidde her i uhyggen.

Liden løn får vi så ligevel for umagen. Husker du Isak,

han, som bjerged ham og tog ham i båden ‒ ikke gav han ham så stor gave,

som ligge kunde her på handen. ‒ en ikke var nu heller det liv stort værd

for den sags skyld, som da blev skjænket. Bedst det havde været, om han var blevet

med det samme dengang, den onde styggen. ‒ Tro, om han ikke vil ha præsten hentet?

Præsten! Tror du kanske, at han vil komme! Ved du ikke det,

at præsten var der, var der engang for længe siden. Ved du ikke det,

at præsten har sagt ham lige op i hans levende øjne, at for ham fandtes der

ingen frelse her eller hisset. Dertil er nok den synd, han øved,

alt for sort, til at præsten vil komme. ‒ Ja, det må du vide, at præsten har sagt,

at hans sjæl er dømt til hedeste helved, førend han endnu stedes til dommen. ‒

Og det har han sagt, at han og hans navn og alt, som minder om ham og hans eje,

det skal udryddes af jorderige, det skal udslettes, det skal udtvættes,

som alt der hører den onde til, så Herren har sagt, så Herren det vil. Men da lød der bag dem en lav, lurende latter,

og de vendte sig i rædsel og så Slotfaren sidde oprejst i sengen

og se på dem. Fælne sad de, kunde ikke flytte

fod af flækken. Atter lo han ‒ og engang endnu. Så sa han:

Send bud efter Isak! 8. Isak! . . . er det dig, som står derhenne? Ja, jeg blev budsendt.

Jeg kan dig knap kjende. Isak, er du der Vist er jeg så. ‒ For mine øjne går alting i det bla.

Men støt mig nu puden lidt op i nakken, og sæt dig sa rolig herhen pa krakken, så skal du høre, hvad jeg har at sige. Du hjalp mig engang, jeg vil dig ikke svige.

Isak, skulde du vel have lyst at eje Slottet og alle dets nøst og alle dets boder og alle dets brygger og alle de både, i havnen ligger?

. . . Og end om jeg gav dig Vågen med ‒ du ved, det er ikke så ilde et sted. Og end om jeg gav dig alle mine kister med guld og med sølv? . . . ja, alt hvad jeg har,

alt, som kan nævnes, hvad forst er og sidst er Jeg tænker jo nok, at du gaven tar? Ak, herre, hvi spotter I mig fattige mand? Spot ikke, I er jo ved gravens rand.

Vis ikke jeg spotter, jeg mener det alvorligt. Jeg byr dig mit eje, om det ej er dig for dårligt. Ak, herre, jeg svimler! . . . hvad, hvad skal jeg sige! Jeg finder ej ord i min fattige mund.

Sligt times jo knap i drømmenes rige, og jeg star dog her vågen i denne stund. Alt, alt vil I gi mig!.. alt, alt hvad I ejer!... Med tarer og tak jeg i støvet mig nejer.

Hvem kunde nu tænke, at sligt kunde hende! Det er jo, som verden blev sat på ende. Men hør nu, Isak, har ikke du hørt, at jeg et ugudeligt liv har ført

at jeg har forsvoret mig selv til den onde, og at jeg skal pines i helvedes vande? at aldrig jeg på hos Vorherre har banket? at alt, hvad jeg ejer, i uret blev sanket?

hvor tør du så tage mit gods og guld? Ak, herre, derpå vil jeg ej lægge skjul, at sligt jeg har hørt, men det får nu være en sag for sig selv mellem Jer og Vorherre.

Det er ikke hver dag en fattigmand til storhed og rigdom forfremmes kan uden så meget som en finger at røre ‒ da lukker en øjnene, da stopper en sit øre

for det, som samvittigheden ikke må høre. Længe la den fyge ganske stille, hans anfigt blev mørkt, hans hand sig knytted Isak frygted, han betænke sig vilde,

hans hjerte skalv, i spænding han lytted, om ikke Slotkaren snart vilde sige det sidste ord, det endelige. ‒ Endelig sig Slotkaren mod ham vendte,

bag de buskede bryn et blik han ham sendte, det var ordentlig, sa det Isak brændte, det hånlige blik . . . I er alle lige! Og han lo.

Isak vidste ikke, hvad han skulde tro Men atter la han sig tilbage på puden ‒ Træk forhænget til, det skinner så fra ruden! Lad her blive mørkt, jeg vil intet lys! ‒

Og der gik igjennem ham ligesom et gys. ‒ Så vendte han sig atter og mælte med ro: Nuvel, kamerat, jeg vil gi dig mit bo, alt hvad jeg har og alt hvad jeg ejer,

alle mine penge og alle mine vær ‒ det skal gives dig skriftlig, få som man plejer ‒ de skal bøje sig for dig en og hver. Du skal blive sa rig, at aldrig din mage

spurgtes her i landet siden skabelsens dage. Men penge ved du, er runde, så de triller, du får selv passe på, at du ikke dem spilder. ‒ Å, herre, for det kan I nok dø tryg!

Da lo han med en latter, som næsten var styg. Men et vil jeg sige, og et vil jeg have: når nu jeg er død, og du skal mig begrave, da skal på graven en sten du rejse,

som kan over alle de andre knejse. På stenen jeg vil, at mit navn du indgraver med store, stærke, forgyldte bogstaver, at alle skal huske, om end de ej vil,

at her hused Slotkaren, her var han til. Og udenom stenen du sætte et gitter, at ingen skal skade den kostbare sten, et gitter af jern, forgyldt og med glitter,

at alles øjne må drages derhen. Lover du mig dette? ‒ med hånd og med mund? ‒ Det lover jeg for Herren i denne stund! For hvis du ikke holder det løfte, du nu gav,

så skal du det angre, før du går i din grav. 9. Det var mørke natten. ‒ Stormen ulte som besat derude,

huset rysted, som det skulde falde, hostregnet slog imod den sorte rude, der lød røster, som om nogen monne kalde langt, langt bortefra. Var det stormens susen

som hvinte gjennem kløften borte i berget? eller brændingens brusen? Nærmest lød det som en snøften, lang, tung, fra noget, som fig nærmed,

noget stort, stvygt ‒ rundt om var det, som det hærmed. Huf, det var ikke trygt. Og saa kom der med et et stort brag,

som rystede himmel og hav og jord, og en ildslue rød opfor, det var, som var det den yderste dag. Au, au, au, au!

Gudbevares, hvad er det for sjau? ‒ Ud kom vågekonerne fygende, blege om næbbet, skrålende, skrigende, ned gjennem trapperne, hylende, vrælende,

det var, som fanden var dem i hælene. Au, au, au, au! ‒ Ikke var det muligt at få nogen rede, på hvad der var hendt, før de sad dernede

i det store kjøkken, ved det knitrende bal ved hver fin rygende kaffeskål, og endda var de da så rent fortumlet, at de bare sad og paa kavringen gumled

og glemte at dyppe. De skalv som et løv: Gud Herren bevare mig arme støv! De så på hverandre, de turde knap ånde: Gud Herren bevare os for det onde!

Og ak og ve! I skulde bare vide, hvad vi haver set ‒ å du verdsens kvide! Gud hjælpe og trøste! jeg forvinder det ikke! å kjære, giv mig endnu en tår at drikke!

Mine knær de skjælver, som havde jeg en rus ‒ ja, hvad vilde vi også i dette hus! ‒ Jo, ret som vi sad . . . å skjænk mig en dram, det stiver en op, jeg er jo fom lam! ‒

Jo, ret som vi sad, sa var det, som taget blev løftet af hufet . . . ja, I hørte da det braget! ‒ Og ud af åbningen slog der en flamme, jeg mente, Gud forsyne mig, jeg døde med det samme ‒

og midt indi flammen der få vi hin manden ‒ ja, vi få ham jo skinbarlig – det var ham og ingen anden ‒ vi så ham jo med hov og med horn og med klør . . . så ræd var jeg aldrig hverken siden eller før ‒

og vi sad der som fjætret og så på, hvorledes de kjæmped de to . . . å Gud, hvor de stredes! å Gud, hvor han skreg, å Gud, hvor han kaved! og så blev alting i mørke begravet.

Så tog vi os sammen og rendte afsted. Dette glemmer jeg aldrig i evighed. Da morgenen kom, så gik man derop, da lå kun i sengen den døde krop.

Fanden havde sejret og taget hans sjæl; den sag var nu afgjort, det skjønte man vel. 10. Søndag morgen

blev Slotkarens kiste sendt til Vagen. Mandag skulde han lægges i muld. ‒

Isak, arvingen, havde anordnet, at kisten skulde stilles i kirken sålænge;

han vilde dermed ære den døde. Men præsten mente, når aldrig han var trådt

over tærsklen i levende live, skulde han nok slippe at komme derind,

nu han var død. Og kisten lod han stille udenfor døren; der blev den stående

natten over i vejr og vind. Vind var om natten, og værre blev vejret

næste morgen, så hverken Isak eller nogen af hans kunde komme til Vågen

og følge til graven ham, som de skyldte alt, de ejed. Sadan gik det for sig,

at ingen uden præsten og gamle klokkeren stod ved graven, da ned han groves.

Visselig var det en tarvelig jordefærd, fattigste husmand kom finere i jorden.

Men Isak sendte bud og brev til Bergen, at de skulde hugge den stolteste sten,

som hugges kunde, og dertil smede det gjildeste gitter, helt forgyldt,

som smedes kunde. Sten og gitter skulde så sendes med første jægt,

som gik fra Bergen nordover til våren. Og så kom vinteren, og den hvide sne

gjemte graven og ham, som sov der. 11. Og vinteren hengik, og foråret kom

med klarnende himmel, med tøvejr og flom. Men da de skulde rejse den mindesten på Slotkarens grav, da var der ikke en, som vidste at sige, hvor Slotkaren lå ‒

underligt, at sligt kunde for sig gå. Men præsten var forflyttet, og klokkeren var død, og graveren, den tomsing, kunde ej gi besked. Isak lod søge både hist og her,

men alt hvad han søgte, var han lige nær; Slotfarens grav var ej til at finde, og aldrig så fandtes den nogensinde. Sten og gitter blev liggende ved stranden,

der ligger de endnu nedsunket i sanden. Men Isak blev underlig fra den dag af, inden året var omme, la han i sin grav. Ud gik det siden med alle hans sønner,

og Slottet kom over på andre hænder; men hver, som pa det sted fæstede bo, måtte snart derfra, de fik ingen ro. Nu star huset øde, forfaldent og forladt,

men folk, som færdes forbi der ved nat, de hører altid en underlig jammer og veklage oppe fra Slotkarens kammer. Da drar de på årerne, alt hvad de kan,

og ber Gud fri dem for den onde mand.