Salomo

Se, salomo er jeg! – den førsle i fyrsternes flok og kor. Salomo er jeg! – den største blandt alle de store på jord.

Mit navn det nævnes så vide, som solen sender sit skin, det når over vandene stride, det bæres af himmelens vind.

Min kåbe er purpur det pure, min trone er rødeste guld, min stad med de mægtige mure af kostelig rigdom er fuld.

Titusinde bueskytter står om min trone på vagt, mens folket venter og lytter, min dom ejer vælde og magt.

Thi indseglet brød jeg, det stærke, som lukked for visdommens bog; hvor før kun var idel mørke, der spredte jeg lys i hver krog.

Og konger og dronninger kommer at høre min visdoms røst, mit ord er som sol om sommer, min tale opmuntring og trøst.

Vel jer, som på mig turde bygge, bygge på mig eders tro, og føle jer lette og trygge og leve livet i ro.

Men jeg, som står højt på tinden og ser over alle og alt! – mit suk det hører kun vinden: forfængelig haver jeg talt.

Mit blik det spejder alt længer og længer med længtende ve; længst ude står noget, som stænger, så aldrig jeg målet kan se.

Længst ude står noget og stænger, som var det en grundfæstet vold; ret aldrig dens porte jeg sprænger, min evne er kraftløs og gold.

Jeg bøjer i sorrig mit hoved, jeg bøjer mod jorden det ned; alt hvad jeg præked og proved, det var kun forfængelighed.

Al rigdom er idel aske, al storhed er idel tant; som fisken i garnets maske vi spræller hver til sin kant.

En nar står nær hos den vise, den vise er ikkun en nar; hvor kan han vel klarheden prise, når klarheden ikke var klar?

Jeg bøjer mit hoved i støvet, mit hovmod som sneen borttør; vi er jo ikkun som løvet, der grønnes og gulner og dør.

Men hvortil fortælle de svage, at styrken er ligeså svag ? hvi skulde jeg vel betage dem troen, at nat er dag?

Men når dagens skarpe lys forsvinder og den stjernefyldte nat oprinder – milde nat, du nådige, som ikke ser med hånlig avindsyge blikke

på den arme, purpurklædte tåbe, som agerte visdommens orakel – se, da kaster jeg min kongekåbe, uden krone, uden følgets fakkel

lister stilt jeg mig til Sulamit, som jeg listed mig så tidt, så tidt. Bag mig, bag mig ligger kongeborgen, bag mig, bag mig lod jeg visdomssorgen.

Barmen bærer, fyldt af liflig længsel, ak, det er, som kom jeg fra et fængsel! Og jeg stanser under lundens skygge, stanser skjælvende og lytter, lytter.

Når, når kommer du? I dine trygge favntag døden jeg mod livet bytter! Hvad er dagens død mod al den glæde, som den stille nat mig snart berede

vil i dine arme, Sulamit! – Ah, jeg hører hendes lette skridt. Hendes lyse klædebon jeg skimter, hendes øjne gjennem natten glimter,

og hun åbner vidt sin favn og smiler, mens hun mod mig gjennem mørket iler. – Arme Salomo, hvad er din vælde imod det, hos Sulamit at hvile,

mod den hvide barm dit hoved hælde – da jeg trænger ej at tænke, tvile. Dette, dette er at leve livet! Døden trodser hver, hvem sligt blev givet.

Giv mig livet, du min Sulamit! Giv mig livet, giv det tidt, ja tidt!