Røde svaner svæver henover
himmelens blanke, blådybe hav.
Dybt, dybt under dem jordkloden sover
tung og mørk og taus som en grav.
Men bag dens mørke, men bag dens stilhed
myldrer, myldrer der myriader
menneskeorme, som elsker og hader
med en umættelig hungers vildhed.
Røde svaner svæver henover
himlen på vinger af aftenglød,
svaler sit bryst i æterens vover,
smiler ad jorden og al dens nød.
Fjernt fra de flyver, fjernt hen de svinder.
Når de sit mal mon, for dagen er slukt?
Målet? Hvo vandt det? hvo mon det vinder?
Målet er evig, ustanselig flugt.