Per Smed

Og det var Per smed, ja det var Per smed. Svart som en morian var han at se; når jenterne så ham, så måtte de le. Men alle de jenter i bygden var,

de mente endda, han var glupeste kar, han eller ingen, den sag var klar. For Per han havde sin egen metode at gjøre kvindfolket skrullet i hode,

bare han blunked, så faldt de tilfode. Kjærest' han var med den hele flok, barn fik han givendes fler end nok, de kunde tælles i tylt og skok.

Men så kom den ene, og så kom den anden og krævede retskaffent bryllup af manden; Per bad dem bare at rejse til Fanden. Han havde vært hidtil sin egen herre,

det vilde han også for fremtiden være og ikke med ægteskabs bånd sig besvære. Og vilde såsandt de ej være snille, så kunde de gjøre hvad Pokker de vilde;

der var nok af dem, som gad være hans frille. Og så blev der gnidsel og så blev der gråd, de jenter ej vidste sin arme råd, Per smed han var lige kaut og kåd.

Og hvordan det gik eller ikke gik, kjærester altid påny han fik – og unger dertil, det slog aldrig klik. Og værre og værre blev jenternes nød,

mere end en tog derover sin død, men aldrig blev Per hverken bleg eller rød. Forargelse var han for præst og for klokker og alle de stille i hosesokker.

Per smed, den laban, han gav dem Pokker. Men Pokker, men Pokker, ja Pokker, Per smed! ad den person skal du ikke le, han er lurere fant, end du tror, skal du se. –

En vakker dag kom Pokker i huset. Per smed stod ved bælgen og blåste i gruset og fik ikke ild – (han var lidt beruset). “Ja nu kan du spare dig det besvær,

det har du ej nødig, for nu er jeg her!” – “Med forlov,” sa Per, “men sig, hvem du er.” “Jeg er Fanden,” sa Fanden. – “Å, goddag, mange tak: du vil skaffe mig ild på! – Det pak, ja det pak

har slåt vand på, slåt vand på, slåt vand på…” “Å snakl” sa Fanden, “du trænger minsandten ej til det mindste mer af den jordiske ild.

Nu kan du følge med mig, om du vil.” “Nå ja,” sa Per smed, “skidt i hele vor klode, når bare jeg vidste, det var af det gode (det er ikke frit, jeg har lidt i hode).

Har du ligeså mange kvindfolk dernede, som kan være en stakkar til hygge og glæde? hvis det er så, kan jeg nok være rede.” “Kvindfolkl!... javist!... kan du spørge om sligt?

Holder man hus, er det ret og pligt, at man styrer det ud både flot og rigt.” “Jaså,” sa Per smed, “da er intet i vejen, da er man jo inte det mindsle forlejen,

som danskerne siger!... nå, vis mig vejen!” Så drog de afgårde til helvedes port. Per syntes, han havde det udmærket gjort – Per smed?!... å, jeg kommer aldrig tilkort!

Ind trådte Per smed ad den åbne dør. “Her er varmt, men ild er jeg vant til fra før.” – “Det var bra det,” sa Fanden og gned sine klør. “Men kvindfolket da?.. jeg ser ej et skjørt!

du har mig dog aldrig bag lyset ført? – “Å var det likt sig,” sa Fanden tørt, “for dem har jeg bygget et jomfrubur omgit af en uoverstigelig mur.” –

“Så før mig didhen da, din gamle filur!” “Ja gjerne, men så må du også dig finde i altid at blive i buret derinde; ud igjen slipper du ingensinde.”

“Nei, gjerne for mig,” sa Per fornøjet. – Da blunkede Fanden så lunt med øjet: “Du skal se, hvad jeg loved, det var ikke løjet. Som eneste hane, i hundredevis

du finder der høner, som kagler din pris; det blir som at leve i paradis.” – Og dermed så drog de til jomfruburet; der stod det staut og staselig muret.

Nej, det var grejt, han var ikke blit luret. Og døren blev åbnet, og ind smat Per smed; han var helt nyfiken de kvindfolk at se. Men Fanden stængte med låser tre.

Men neppe kom Per over tærskelens trin, så rejste der sig et hyl og et hvin, så Per blev ganske fortumlet i sind. Og ud fra hver eneste krinkel og krog

kom der dansende frem de vildeste drog med fæle fagter og rædsomt bråk. Ej bar de skjørt, og ej bar de særk, skindet var skrumpet og skrotten var hærk.

Da grøssed Per smed, omendskjønt han var stærk. Der var de samlet de fæleste kvinder, som man i bibelhistorien finder, samt andre bekjendte synderinder.

Dalila var der og Potifars kone, Batseba med for sin synd at sone, men Jesabel foran med irret krone. Så dansed de alle i ring om Per smed

og ønsked velkommen til helvede ned. Han, stakkar, svedede angstens sved. De sled ham hid, og de sled ham did, hver gjorde sig lækker og gjorde sig blid,

hver vilde ha ham og ej give tid. Ej vidste Per mere sin arme råd, den lystighed var ham dog altfor kåd, han var ikke langt fra at briste i gråd.

Men Jesabel klemte ham i sine arme: kom kjæresten min, så skal jeg dig varme! – Da skreg han et skrig, så Gud sig forbarme. Han skreg, så det dured i jomfruburet:

“Slip mig ud! slip mig ud!” – “Nej nu blev du luret,” sa Fanden. “Tur væk, som du før har turet.”