Hvor ønsker jeg ej, at du snart må opstå,
du gamle Gud Pan,
som ligger og sover
vinteren over.
Jeg længes så sart efter himmelens blå,
jeg er så træt af det evige grå
og det skjærende hvide
og stormene stride,
som volder mig gigt i min arm og min side.
Et uvejr er ikke så ilde iblandt
for at ruske lidt op
i vor døsige krop,
men når det varer i måneder tre,
og der ikke er ende og ophør at se,
da kommer man sluttelig helt på kant
med dem, som for vejret må råde. ‒
Hvad kan nu også slig styghed både?
Den gjør jo en stakkar så rent melankolsk,
at man bander på russisk, på spansk og på polsk
ad hele tilværelsens gåde.
O Pan, o Pan, vågn op af din slummer
og fri os fra al denne vinterens kummer,
lad grøngræsset spire, lad vårvinden gå,
lad blomsterne dufte, lad lærkerne flå,
og hej, hvad det da skal bli for en dans
af fauner og nymfer med hofter runde,
mens månen kaster sin sølverglans
over de dæmrende lunde.