Atter ser jeg dig, som jeg så ofte så dig, kjærgard kjære! Du skulde bare vide, hvor jeg ofte længtes at se dig atter.
Jeg kunde vågne midt i dybe natten mangengang, fordi min længsel efter dig mig vækked. Og det var, som om jeg bares
på lette vinger langt gjennom luften, over hav, over land, over fjeld, over dal,
for at dale sagte ned hos dig til hvile. Ikke fordi jeg higer efter døden,
ikke fordi jeg længes at lægges ned i dit blåler. Jeg elsker livet med alle dets omskiftelser,
med alle dets glæder og alle dets sorger. Jeg elsker livet som den herligste Guds gave,
som kunde mig gives, og jeg agter at leve det endnu i mange, mange år.
Men når jeg engang blir gammel og træt, og tanken slappes, og kraften svinder, og jeg mærker, jeg er til ingen glæde og ingen nytte for mig og andre,
når jeg mærker, der vågner nye kræfter rundt omkring mig, med hvem jeg ei mægter at tage et tag, at kjæmpe et slag, da skulde jeg næsten ønske at lægge
mig rolig ned bag dit blålers vægge og hvile der. Hvad gjør det til sagen, at der bare er blåler? Hvile jeg skal
lige godt for det. ‒ Men når jeg har sovet en ordentlig stund, når jeg har fåt mig en syvsoverblund på mit trætte øje,
kanske kan jeg komme sapas til kræfter, at atter jeg hodet fra puden løfter og stiger op for at se mig omkring på de gamle tomter
i den stille drømmende sommernat. Menneskene sover, larmen er stanset, sjøfuglen sidder
i rad på skjærene, rikker på hoderne, pudser på fjærene nu og da,
men skriger ikke; alt er stilt. ‒ Bagom holmerne Landegode
ligger og soler sig, og langt derude, hvor havet slutter og himlen begynder,
der ligger solen selv. ‒ Deilig er du, du stille natsol;
du varmer mildt mine kolde hænder; jeg strækker dem mod dig og takker. ‒
Men bag mig ligger den lange myr, den skinner som guld med de modne multer;
og bagom myren, der tindrer tinderne ryg efter ryg, top efter top,
isglans om issen, uendelig veksel – men aller bagerst størst af dem alle
stråler du, Sulitjelma! Der lyder et skrig fra fugleflokken.
Magerne rører sig, strækker på vingerne, flyver afsted til dagens madstræv.
Nu er det tid for dig du gamle atter at lægge dig ned i din rede.
Cookies on Poetry Cove