Jeg rider, jeg rider over hejen,
troldkjærringer tre,
ganske svarte at se,
de vil spærre, de vil spærre mig vejen.
Hej hop vil du gå, hej hop vil du gå,
de kjærringer tre, dem tramper vi på.
Hvad er det for kjærringnykker?
vi tramper jer i tusinde stykker.
Hej hop vil du gå! lad det gå som en blæst,
for nu vil jeg ride til bryllupsfest.
Den veneste bygdens jente
vil jeg til brud mig hente.
Og vil hun mig ikke til brudgom ha –
det gjør ingenting, jeg skal hende ta,
jeg tar hende med mig på hesten
og spør hverken klokker eller præsten.
Hesten den stjal jeg ved Vinstervand,
spræk, det er den, og trave den kan –
den bedste jeg kunde finde,
jeg vælger da vel ikke iblinde!
Og så vil vi ride til mit gjildeste slot,
der skal hun få det både herligt og godt.
Taget er den hvælvede himmel
og lysene er stjernernes vrimmel.
Jo der skal hun få det både herligt og flot,
der skal vi leve som dronning og drot;
så spiser vi af bærene på marken
og alle de dyr udi arken.
Og vil nogen sige, at det ej er bra,
så kan han rejse did han kom fra;
slig lyster nu mig at leve,
og mer skal jeg aldrig kræve.