Og Gud var død

Og Gud var død, og der blev tomhed, og der blev nød. Og menneskens børn

søgte, sigende: en gud må vi have, men ingen vi finder; hvor kan vi leve

foruden gud? en gud er nødvendig for mænd som for kvinder. De sagde videre

hver til sig: findes han ikke etsteds på vor vej, findes han ej

under himmelens hvælv, så må vi skabe ham ud af os selv. Og videre sagde de

hver til sig: Hvem er vel nærmest til dette værk, hvis ikke jeg?

Min hjerne skal avle, mit hjerte skal føde den gud, som kan fylde det store øde.

Og menneskens børn de gik omkring og lod som de tænkte på ingen ting.

Men hjernerne avled, og hjerterne fødte, da tiden var inde, sit eget billed.

Hver fødte sin gud som han selv havde villet. Jo, der kom mange guder til verden!

en for hver mand og en for hver kvinde. Ikke var en den anden lig,

men fars og mors træk var lette at finde. Og da de blev større de mange guder,

da syntes enhver iblandt dem især, at han var den bedste, at han var den eneste;

fædre og mødre syntes det samme og regned sig det som en særlig fortjeneste,

at deres gud var den højeste, reneste, største og første, hvem alle var pligtig

at love og prise og alle mulige hen n vise. Men aldrig kan alle

blive til en, og det blev for verden den værste men. Thi guder begyndte

mod guder at kjæmpe, de mennesker med, enhver for sin gud. Gud ved, hvo til slutning

det slagsmål kan dæmpe; det føres så sandelig ikke med lempe, til forlig og fred

ser det slet ikke ud. Det værste er: for hver gud, som dødes, straks der en ny

til verden fødes, og så går det løs med den samme strid. Så vil det vist gå

til evig tid.