Maestoso

Stormen havde raset den ganske dag, en vældig storm, som rystede menneskenes hytter, og alle sad de lunt inden døre

og gned sine hænder og takkede Gud, at ikke de var på havet idag. Men det blev aften,

og stormen stilned, og skyerne splittedes og veg, og solen skinnede blankt gult i alle hytternes vinduer,

sa alt andet blev blegt, både de gule og de røde vægge og klipperne over dem og det grønne græs.

Og jeg gik til den yderste pynt, der hvor jeg vidste, bølgerne brød som bedst, der hvor de tordnede mod klippen og slog den, sa den skalv,

for at knuses imod dens kolde bringe og synke tilbage med et afmægtigt raseris brol. Der er altid noget grusomt

inderst inde i menneskehjertet, thi det elsker at se den mægtige vise sin magt, men endnu mere

magtens afmagt. Er det ikke næsten, som du voksede selv ‒ en ganske liden smule ‒

nar du ser den stærke styrtes ? Dåre, tror du, du selv blir større, fordi de andre blir små? ‒

Jeg stod på den yderste pynt. Klipperne styrted med dybe revner ned imod havet, og bølgerne jog som gale, fnysende heste

frem mod klippen, ind mellem revnerne, deres hvide skummanker viftede højt i vejret,

nådde næsten stedet, hvor jeg stod ‒ sa sank de tilbage, fræsende, fnysende, flod hvidt udover. Atter og atter

nye skarer af fnysende havets heste; mankerne føg, det skinnede grønt

i deres øjne af mod og vrede, deres vrinsken lød atter som tordnende brøl. ‒ Og jeg lagde mig ud over klippen ‒

langt ud, for ret at se dem. Jeg nød at se dem i undergangen, grumhed var der i mig.

Men hestene blev borte for mit øje, der jeg stirrede ned i dybet, og jeg grebes af rædsel, jeg følte mig ingen

lunde stor mer. Hvad var det jeg så dernede i afgrunden0‒ den forfærdelige? Et tankeløst virvar af livløse kræfter,

fuldt af liv, men et liv, frembragt bare af bevægelser uden mening og uden mål,

en hylende hob, som vel kan henvejre storværker, men som ikke ved, hvorfor den gjør det. ‒

Der glodde utallige grønne øjne op på mig ‒ grønne øjne og sorte øjne og grå, alle kransede af hvide ringe;

men der var ingen glans i øjnene, alle var de døde og dumme, men jeg følte, at alle vilde de sluge mig,

og jeg drog mig tilbage fra klippen, hvor jeg lå langt udover, og rejste mig hurtig og stod; thi jeg følte,

stilled jeg mig ikke på faste fødder, da havde de draget mig til sig, de dumme. O hvad gjør ikke

dumheden for dumheder, men endnu mere de, som lar sig dupere. Og da jeg atter

stod på mine fødder, fast og tryg, gled mit øje længer udover,

og jeg glemte med et, hvad der nylig havde skræmt mig, som et uhyggeligt mareridt skræmmer. Thi der la havet ‒

det uendelige hav ‒ i stor, højtidelig ro, som en, der ander sundt og langsomt og bredt

efter et stort og stolt dagværk. Dets bryst løfter sig og synker med lange, blanke dønninger,

og den dalende sol oser sit guld ud over dem

som til belønning. Der kom fred i mit sind, ja følte jeg ikke næsten, som havde jeg min del

i dette dagværk, som om lidt af lønnen ogsa var min. Underlige skruer er vi, vi mennesker;

bringes verden et hanefjed fremad, straks er vi rede at dele æren og glæden med den, som den tilkommer. Men gar det galt! ‒

nej tak, lad os da være udenfor spillet. ‒ Havet lå der og ånded, blankt og bredt, og jeg stirred udover

den blanke flade. Hvad er det, som dukker op der i glansen? ‒ langt ude! ‒ Se, det rører sig,

se, det nærmer sig! Og jeg ser og ser, nysgjerrig. Et hode er det ‒

et menneskehode ‒ og to stærke menneskearme, som kløver den blanke donning

med kraftige slag. ‒ Hold ud, hold ud! hold modet oppe! Mennesket rækker såre langt,

når bare han vil, men ville må han. Og hvem skulde ikke ville,

nar man kjæmper for sit liv! Hold ud! hold ud! Se, han nærmer sig. Ja,

han klarer det. Hil dig, du stærke, det styrker at se en mand, som er stærk. ‒

Kunde jeg bare lane dig mine arme, at du havde fire arme at værge dig med!

Hold ud! hold ud! Men vogt dig, nar du nærmer dig pynten ‒ ikke for nær! Sving langt

udenom. Strøm star mod land, og dragsuen trækker. ‒ ‒ Vogt dig! Vogt dig! Hører du ikke, hvor jeg skriger!

Ser du ikke, hvor jeg peger! Men han drages nærmere og nærmere, det hjælper ikke alt

hvad han kjæmper! ‒ Afskyligt! Han drages did, hvor de ligger og rører sig i ring, de væmmelige, døde, grådige øjne! ‒

Jeg kan se hans øjne ‒ de hænger sig ved mig og drager! Ser de ikke næsten ud som de andre dernede,

de forfærdelige ‒ og dog er det menneskeøjne! ‒ Dig fra mig! Hvad ondt har jeg gjort,

at I skal se slig på mig, I rædselsfulde øjne! ‒ Havde du endda

skreget! Men du skriger ikke, du bare ser, ser!

Vig fra mig! Hvad kan det bade, om jeg kaster mig ned i afgrunden til dig,

jeg kan jo ikke hjælpe dig! Om jeg gav dig mit liv, jeg kunde ikke hjælpe dig,

men jeg gav det, om jeg kunde. Vig fra mig! Tag dine øjne bort og frift mig ikke! ‒

Og der kommer en stor, blank dønning med guld på toppen, og den bærer ham på sin brede ryg midt ind i det frådende brat,

og han knuses! ‒ Hvem er du, du kolde, hårde, ubarmhjertige, du grusomme,

som lader et levende liv forgå, blot forat det tankeløse skal fa noget at lege med? Hvorfor lod du

hint liv vagne, nar du vilde slukke det på denne vis? Du rædselsfulde,

hvor oprører du mig ikke i min inderste sjæl. Jeg kunde ønske, at jeg aldrig havde levet.

Så råbte jeg i min fortvilelse og løfted mine hænder, og på mit anfigt fafted jeg mig ned

og græd, og livet tyktes mig uværd at leve. Og jeg blev liggende, hvor jeg lå,

og dulgte mit ansigt. Og solen sank til hvile i havet, og havet sovned,

og brændingens torden døde hen, og der blev ganske stille og tyst i natten.

Men der vågnede en sagte nattevind, og jeg hørte en rolig hviskende røst tale til mig gjennem vinden, og den hviskede:

Hvi vil du ga irette med mig? Er jeg ikke den jeg er? og kan jeg være nogen anden? Og er jeg ikke rig nok,

at jeg kan ofre et menneskeliv og flere, om jeg vil, om det sa også synes dig,

som om det er til leg for de tankeløse. Se, jeg ejer liv nok,

og der er ingen ende i al evighed pa de liv, jeg har til min rådighed. Men se du til, at du lever livet, mens du har det. ‒

Og hvi jamrer I over eders livs elendighed? og uretfærdighed? Ikke ser jeg andet,

end at I elsker det højt ‒ ja højere end alt andet. Hvad har I, som I skatter

højere? Kjærmpede ikke hin mand af yderste evne, at han kunde leve

Skatted han ikke livet som et stort gode? så stort, at han satte livet ind pa det!

I elsker eders liv, sa må I vel ogsa finde det godt. Hvad vil I så mere? ‒