Mørketid

Sol, sol, dybere, altid dybere dag for dag synker du ned mod

himmelbrynet. Mørkels vætter forsultne, fejge lister sig frem fra

afgrundens huler, spejder mod rov ‒ sanker sig sammen i klump og klynger,

uler, uler undertrykt, dæmpet, tør ikke endnu gribe sit bytte.

Vel kan de vente, forvist de ved, at inden snart er nok tiden inde.

Sol, sol, dybere, altid dybere synker du ned mod himmelbrynet;

stadig kortere bliver din bane, stadig lavere lægger du vejen,

stadig mattere skinner dit lys. ‒ Lysbringer, du! hvi svigter din styrke?

Livbærer, livbærer! hvo skal lyse op for os arme menneskeorme,

om du dør? ‒ ‒ Og så kommer en dag, da sol ej mere mægter at løfte

sit matte hoved op over hav ‒ prøver at rejse sig, prøver forgjæves ‒

kan ej. Endnu et langt, bristende blik sender den ud

over berg og bølge. Menneskens afkom strækker imod den skjælvende arme,

slirrer, stirrer ind i dens øje med gråd i sit: Dø ikke, dø ikke,

livbærer, lysbringer! Rejs dig påny, forråd os ikke! Men glansen dør,

som i tåren gløded, thi glansens kilde er ikke mer. Og armene synker

i afmagt tilbage, thi den, de søgte, segnede ned. Slukt er sol,

sunket i grav; død er dag over land og hav. Men da rejser sig

mørkets vætter, åbner gabet, hyler i vildskab: tiden er kommen

for dem at herske ‒ grumme at se, gyselige, ej skabt som mennesker,

ej som dyr, intet de ligner ‒ underlige utysker, formløse, flade,

frygtelige masser. Frem over hele himmelens hvælving flakser vældige

flaggermusvinger, dødsgufs følger hvert slag de slår. Og havet stønner ‒

langt, langt derude, hvor himmel og hav mødes i mørke ‒ hør, hvor det stønner ‒

lange, tunge, jammerfulde støn, som vånded sig nogen i navnløs smerte.

Og stønnene stiger, stiger og stiger, stadig stærkere, større, vildere.

Hvad er det? ‒ ve, hvad er det for jammer? ‒ Hu ‒ havet vælter sig i vånde,

fråder i vrede, et vildt dyr pisket af svøber. ‒ Ak hav, du som bredte dig

blankt og lyst og åndede fred og skjænkede næring af al din fylde

har vætternes ondskab vakt til liv alt det onde, som i dig bodde,

dybt på bunden i dig som i andre? Huf, huf, bølgerne fråder,

bølgerne bruser, bryder sig vej med skummende skavl, fosser frem

mod den flade strand, bryder brygger og bryder både, knækker og knaser

foruden skånsel. Og menneskene, stakkar, de står der på stranden, vrider sine hænder,

kan intet evne. Ødt er nu i en eneste time alt deres usle,

faltige eje, det, som kosted dem år at erhverve. Modløse, mangtløse,

ryggene bøjet, hatter og huer nedover øret, sutrende, hutrende,

stive af kulde stræver de langsoml op mod de gamle, grålige, lave

græstækte huse, som ligger deroppe i klumper og rækker og kaldes by. ‒

Der kryber de ind, enhver i sit, og stænger døren og lukker lemmen

og tænder lampen ‒ ak hvor den oser! ‒ en ussel afhjælp for sommersolen.

De tykkes, livet er tungt at leve. Men udenfor i det store øde,

der tættes mørket, der tykner luften; den lægger sig lavt som en klam mare,

trykkende tungt mod jordens bryst. ‒ Nu er det stilt, vætterne hviler.

Og gjennem stilheden falder der filler, filler, filler af hvid sne,

en efter en, tusind på tusind og dobbelt op ‒ og dobbelt op

for hvert sekund og for hver dag. De falder i dage, de falder i nætter;

der er intet ophør, der er ingen stans, før alt er jevnet fint som en flade,

så hverken sten eller hus kan skimtes alting dækkes af dødningeklædet.

Da ler de, vætterne: Nu er vi herrer! nu har vi dræbt alt liv, som leved!

nu skal der gives et ordentligt gravøl. Stormvind, stryg over hus, over hytte!

Isgufs, gyv over hej, over hage! Alting skal stivne, alting skal størkne,

alting skal vorde som hårdeste flint. Og det uler op der nord mellem bergene,

uler fremover de store vidder. Fjord står i rok, og rokket fryser,

fryser i farten til flyvende nåle. Henover sletterne fyker sneen,

blinker som stål i det blege måneskin, sanker sig sammen i svære skavler,

vælter sig bredt over byens huse. Dukker et hjørne frem, blir det dækket,

rager en skorsten op, skal den hylles ‒ højt, højt over det hele lægger

vinterfokket sit tunge tag. ‒ Midt i det mægtige stivnede snehav

stikker kun kirkens tårn i vejret, peger mod himlen blågråt og spidst,

langt og tyndt som en skamfrossen finger ‒ ja, peg du, peg! hvad hjælper din pegen?

du peger blot ind i et uhyre mørke, ind i en eneste sort tomhed.

Opi gruen, surøjet, tvær sidder kallen og snur på skråen,

grubler forgjæves på livets gåde. Kjærringen somler med sul og med sild,

barna hænger bortefter bænken, sutrer iblandt, iblandt de sover. ‒

Da kommer fykende nedgjennem pejsen sod og sne og røg isammen,

fylder stuen med stank og kvalm, kvalmt var der før, men kvalmere blir der.

Gammelen glor opgjennem hullet: jagu mener jeg, piben er stoppet,

jagu mener jeg, vi er indsned! Op med døren og ud med skuffer ‒

til med at grave lange kanaler, til med at skaffe sig luft under sneen.

Pokker til vejr! er det verdens ende? skal vi gravlægges i levende live?

Og alt som de graver og alt som de skuffer, så møder de andre ved samme yrke.

Hele byen er ude og graver, graver sig frem fra underverdnen ‒

småfolk og store, det gjælder at finde vej til hinanden i ensomheden.

En skal ha ild, det er slukket på gruen, en anden sild, det er slut på dunken;

og alt som de mødes ved vejarbejdet, nikker og smiler de mod hinanden.

Blikket er bittert, og smilet er surt, men trøst er der dog i at se sin nabo;

lidt liv er der dog endnu tilovers. Snart er der vej fra hus til hus,

snart er det gående bortgjennem gaden, men intet andet end hushøj snevold

er der at se til nogen side; mørket ligger som loft foroven,

lukker tæt som ligkistelåg. Og viserne slæber sig sejgt og sent

frem over urskiven uden afveksling; nat følger dag og dag følger nat,

men ej er der forskjel på dage og nætter. ‒ Dette er næsten værre end død;

den skjænker dog hvile, den giver dog fred ‒ men her, men her, dybt hernede

i myretuen, hvor menneskens afkom kribler og krabler om hinanden

langs trange kanaler, kolde og golde, her hvor hver albue puffer mod albue,

her hvor man daglig må se gjennem ruden alt hvad ens næste foretar sig ‒

hu for et liv i sligt et hul! ‒ Surhed siver ind i hvert sind,

afvind og ondskab vokser som sop, ej er der en tilslut, som ej gjerne

så sin nabo på slaveriet. Og sladderen går, og sladderen går,

den silrer afsted som en bæk om vår; først er den liden og fast uskyldig,

så vokser den op og blir bred og fyldig, og inden kort er dens flom så stor,

at den skyller væk al frugtbar jord og river hver spire og lægger øde

og levner ej andet end stenene døde. Og dette er det, man kalder at leve! ‒

at folk går omkring med knyttet næve og hadske blikke og hadfyldte ord

og ønsker sin næste did peberen gror. Nej hør, ved du hvad! det huer mig ikke,

den bedskhedens kalk vil jeg ikke drikke. Da hellere ud som frifant alene

og søge at finde mig brød mellem stene; langt hellere slås med vætter og varg

end at gå her og bli ond og arg. Så knapper jeg trøjen og spænder min ski.

Gud være lovet, den tid er forbi. Lad rokket rase, det stanser mig ej,

lad fokket fyke, jeg finder nok vej ‒ hvorhen? ‒ ja det må guderne vide!

Først og fremst gjælder det freidig at stride. Hver strid den finder vel sagtens sit mål,

og ungt er mit sind og min arm er stål. Lang blev vejen, som jeg måtte vandre, mangt og meget mødte mig på vejen,

udyr trued mig og onde ånder, mens jeg stræved fremad gjennem mærket, men af skræmsler lod jeg ej mig stanse. Og imens jeg vandred gjennem natten,

skjærpedes mit øje, så jeg lærte vej at skimte gjennem vintermørket. Fremad skred jeg over øde hejer, fremad steg jeg over bratte skrænter,

fremad, fremad, altid fremad, indtil for mig lå et vældigt fjeld og spærred. Men jeg samled alle mine kræfter, skred fortrøstningsfuld langs fjeldets sider,

opad, opad mod de fjerne toppe. Sneskred bag mig bruste ned i dybet, ej jeg vendte mig og ikkun opad, altid opad så jeg,

så tilbage ‒ og for hvert et skridt jeg trøstig stræved, blegned natten, som mig hidtil hylled, veke lysskjær la sig over himlen,

og det var, som silred bløde toner mildt og sagte over mig i rummet. Og jeg følte, hvor mit hjerte banked, glade anelser mig gjennemstrømmed,

End et tag ‒ det sidste ‒ og jeg satte foden fast på fjeldetindens flade. Og se, som jeg står deroppe, falder der guld over hav,

glans over tinder og toppe: Sol kjører frem af sin grav. Hundrede flammende heste er spændt for den lysende karm;

vætterne flygted og hvæste, da de hørte den mægtige larm. Det dundrer, det drønner, det durer, himlen sig splitter med brag,

gjenlyd fra fjeldenes urer hilser den kommende dag. Og isen revner og springer, og skavlen løsner i li;

nu nat, du mørke betvinger, nu er din tid forbi. Nu jubler lyset imøde hvert liv, som lever endnu. ‒

Jeg synes kun synd på de døde, de som døde i vinternats gru.