Legende

Sankt Peter sad i sin portnerbolig; det var ikke frit, at han kjeded sig lidt, det var ham idag for rolig.

Ellers kom der jo jevnt og tidt nogen med pas til Himmerigs rige, da havde han altid adskilligt at gjøre med navn og stand ind i bogen at føre:

ægtemand, ungkarl, gut eller pige, og dertil påse, at ingen fik snige med stjålne papirer sig ind ‒ (for slige kom og iblandt); men idag kom der ingen,

der lød ej fra porten en eneste ringen. Han trommed på ruden og var fortrædelig. “dette er sandelig alt for kjedelig!” ‒ lod så sit øje nedover glide

mod jorden, som lå der og strakte sig vide. Den lå der og lyste i friskeste sommer med løvgrønne trær og duftende blommer, og solen skinte så varmt og så fredelig.

Det stemte ham straks lidt mere glædelig og gav ham med engang en lys idé: “Jeg vil ta mig en tur derned og se, hvordan de har stelt sig fra ny til næ.”

Fluks råbte han på sin gamle ven Sankt Paulus: “Å hør, kom lidt herhen og pas min geschäft, til jeg kommer igjen; du grejer det nok, det skal ikke vare

så synderlig længe, jeg vilde bare ta mig en liden morgenmotion; er noget ivejen, så brug telefon.” Ja, Sankt Paulus kom, og Sankt Petrus gik;

nu var han ganske fornøjet og kvik det varte ej længe, så var han dernede. Der vandred han nu i det vide og brede, og alt som han vandred, så så han med glæde,

at alting var i den bedste gjænge. Rundt på marker og agre og enge (han holdt sig nemlig til landsbygden mest, der var luften og duften friskest og bedst) ‒

der svedede husmænd og piger og drenge at sanke rigdom til husbonds lade, og alle tyktes de nokså glade og vel fornøjede med sine kår.

“Retså, retså, man bør aldrig klage, selv om man synes, at ikke man får så synderlig løn for slid og umage; sligt tyder kun på, at i tro er man svage.

I trøste jer blot, at Vorherre rår og giver enhver, hvad ham tilkommer af guld og af lykke, af sol og sommer. At kave og stræve, at slide og svede,

det må da vel også kaldes en glæde, når man til sådant nu engang er født, ellers blir livet kun tomt og ødt; vær tilfreds enhver i sin egen rede.

Og synes end eders udsigter trange, så skal I minsæl ikke derfor bli bange; Vorherre, tro mig, så sikkert forstår at sørge for dem, som vil være hans får.

Bryd aldrig jer hjerne med dagen imorgen, den grejer sig nok, derfor er Han borgen. Har han ej sagt: se markens lilje, den blomstrer og trives, thi så er min vilje.

Har han ej sagt: saml ikke i lader, thi jeg vil sørge for jer som en fader.” Så talte Sankt Peter til markens folk; de lytted andægtig til sådan en tolk

og mente, de måtte forvist være glade, når sådan en himmelens udsending sa det. De takkede rørt for hans visdomsord, og Sankt Peter gik videre, stolt og stor.

Sankt Peter gik videre. Busk og blade skinte i solen, og lærkernes glade triller lød lysteligt op imod sky, alting var friskt og som født påny.

Han vandred langs vejen med langsomme fjed, han nød denne store naturens fred; det var, som om jorden var pyntet til fest, som om sorger og skygger bort var blæst.

Han følte det fast, som var det en ære, der vistes ham selv, når han vilde være så nådig at aflægge jorden besøg; tilfreds han sig gjennem skjægget strøg.

Og alt som han vandrede, steg hans humør han blev så kry, som han aldrig var før; han følte sig fast så god som Vorherre, stor kunde ialfald ej forskjellen være.

Han vandrede frem, satte næsen i vejret og følte sig aldrig det mindste besværet, når folk, som han mødte, faldt ned på knæ og priste sin lykke, de fik ham at se.

Hans væsen nemlig dem højst imponerte, thi folk er desværre så rent forkjerte, at bare man kalder sig selv for Gud, så råber de en som Vorherre ud.

Men ret som han gik der tilfreds i sind, så traf han en stodder ‒ et ynkeligt skind, skindmager og dårlig og halt og blind; han lå der i grøften med samt sine krykker,

så ud, som han kunde gå helt istykker, bare man rørte ham hist eller her. Han sukked og stønned med stort besvær og vånded sig dybt i ve og smerte.

Da blev Sankt Peter blød i sit hjerte. Han retted sin ryg til en stolt position og strakte sin hånd mod den arme patron: Goddag, min ven, og fred være med dig! ‒

(det mærked han ikke, at staklen ej så) ‒ jeg ser, det er sandelig dårlig med dig, men se, jeg er kommen! Nu, stakkar, glæd dig! Ønsk hvad du vil, og du skal det få.”

Stodderen satte sig lidt overende, grunded, som skulde han røsten kjende: “Forlad, men hvem er det, som taler så?” ‒ Da for der en Satan i Sankt Peter

(sligt hænder å iblandt med profeter og andre store og hellige mænd), han vinked med hånden og svarte igjen: “Vorherre er det, som til dig taler,

og alting fuldkommes, som jeg befaler; ønsk nu hurtig, hvad helst du vil!” Men stodderen svarte med bittert smil: “Ja tak, da får det nok være det samme,

jeg ved jo da, hvad det fører til: når jeg ønsked til dig, blev jeg altid til skamme. Ved du da ej, at mit hele liv har jeg bedt og bønfaldt dig: å giv mig, giv

lidt, bare lidt af det, som blev givet andre af glæde og lykke i livet. Hvergang jeg bad, blev jeg trådt under fod, ødt blev min livskraft og spildt blev mit mod.

Du falske Vorherre, dig skulde jeg tro! Nej, gå du kun videre, lad mig i ro. Hvad du kunde give, det har du mi sorg og savn gjennem hele livet;

nu har jeg snart udstridt, som sagtens du ser, nu ønsker jeg intet i verden mer.” Sankt Peter han blev med et så liden, han pilted afsted

med hastige fjed, ja så fort, som han kunde formå. Han loved sig selv, at han aldrig mere skulde Vorherre på jorden agere.

Ei heller jeg ved, at han gjorde det siden; jeg tror, at han stod sig derpå.