1. Jeg sad mellem gravene, drømte jeg, og vented. Mange var gravenes høje,
thi mange vare de døde hab, som der var begravede. Og du kom som en hind over højene, let sprang du over gravenes høje,
og du så mig i øjet med det samme dragende, trolddomsagtige blik i dit øje, som jeg kjender så godt:
dragende er det og støder mig bort, bortstødende ‒ og dog drager det bestandig
mig ulykkelige lykkelige. Du kom som en hind over højene, let sprang du over gravenes høje,
og jeg råbte til dig med bævende røst og med længsel: Nar vil du udstrække din hand mod mig og føre mig?
når vil du oplukke din kirkes port for mig? at jeg kan vandre did ind, helt ind,
helt op til dit gyldne alter, at jeg kan få mine synders forladelse, at jeg kan synke hen for dine fødder i stille tilbedelse? ‒
Se, vel strakte du din hånd imod mig, men du tog den tilbage. Se, vel oplukkede du din kirkes port for mig, men du lukkede den atter.
Når, når vil du oplade den helt og lade den åben, at jeg kan træde ind i det aller
helligste at nyde hellighedens glæde? ‒ Vel er du vældig i din magt til at dare,
mægtig i din kraft til at stede mig bort; men se, også jeg
er vældig i min længsel, længsel at over vælde din vælde, at din vælde
må fortabes i min, og min i din, at vi må vorde en stor vælde.
Og se, du stansede, du hind på gravenes høje, du vinkede: kom!
Jeg fulgte dig, bævende af længsel, jeg sagde til mig selv: Visselig, visselig er tiden kommen,
visselig, visselig skal du nu gå ind til den store glæde. Visselig, visselig
skal nu du hvile i det aller helligste skjød. Og se, du oplukkede kirkens port,
forhænget drog du tilside på begge sider, og jeg skuede ind i dit straͤlende lys, det aller helligstes lysglans.
Jeg satte min bævende fod på din tærskel for ind at træde. Da faldt forhænget for fra begge sider, du lukked din kirkes port,
og jeg stod igjen i det yderste mørke. . . Jeg sidder mellem gravene og venter, mange er gravenes høje, thi mange ere de døde hab,
som der er begravede. De, hvor længe skal jeg vente? De,
hvor længe skal jeg håbe forgjæves? De, ve, hvis ikke du kommer,
for jeg er blevet gammel og grå, for min tanke er trætnet af venten, før mit øje er sløvet af mørket. Thi da,
da duer jeg ej mere til at se din lysglans, du aller helligste!
2. Jeg sidder mellem gravene og venter, og venter på min synds forladelse ‒ min synds? ...
Har jeg da syndet? ‒ Var det vel synd, at jeg gjorde, så som mit hjerte bød mig at gjøre? Kunde jeg andet
Er jeg ikke mig selv og ingen anden? Skal jeg tænke, som en anden tænker?
skal jeg føle, som en anden føler? og ikke som jeg selv føler og tænker?
Største synd synes mig det at opgi sig selv og blive en anden,
jeg tror ej på den slags sjælevandring. Stykkevis forstod jeg, stykkevis sa jeg,
men som jeg forstod, så følte jeg, få fom jeg sa, så handled jeg.
Synd! ‒ Ikke har jeg syndet, ikke vil jeg bøje mig for dette krav. Du hind, som kommer over højene,
du, som springer over gravenes høje, ej er du en hind, men en enhjørning er du, en enhjørning med snoede horn, som sårer med blødende sår.
Men se, når du kommer over højene, da vil jeg rejse mig på gravenes høje, reije mig imod dig og gribe dine snoede horn.
Thi vel er du vældig i dit krav, men vældigere jeg i min længsel, og min vælde skal besejre din vælde. Men jeg takker dig,
du springende hind på højene, at du blev til en enhjørning; thi dine horns sar vakte min styrke,
at jeg mærked, den var der; og lidet synes mig sejeren værd, når ikke den vindes i kampens vande. ‒
Men da vil jeg tage min hind ved handen og føre hende med mig, og hun følger. Og jeg vil oplukke din kirkes port,
selv vil jeg oplukke den, og jeg vil drage forhænget tilside, det skinnende hvide, på begge sider ‒
selv vil jeg drage det tilside. Og jeg vil bade mig i dit livs vande, at alt det forgjængelige skal forgå
og kun det blivende blive; og da skal jeg hvile i dit skjod evindelig, du hind på gravenes høje.
Cookies on Poetry Cove