Krig

Som en stor, glødende kugle sænker sig sol bag røg fra brændende byer; skarer af sorte fugle,

lugtende lig, sanker sig sammen med skrig under de skinnende skyer ‒ skinnende skyer, som drager

sagte, fredeligt hen over himmelens hvælv. Menneske, skjælv! henover din eng og din ager jager

vældige masser af stridsmænd tilhest, det går som en blæst; våbnerne klirrer og hjelmene blinker, fremad, fremad førerne vinker,

fremad, ja, mod kanonernes gab, som spyr sin ild og spyr sine kugler, bleghvid røg snart alting skjuler ‒ jo, det blir et ordentligt mandetab!

Bag holder herskeren med sin stab, og han smiler ‒ tror du det ikke, du tviler? Han aner jo alt,

at hans regning var ganske rigtig; den sag er dog sagtens vigtig, om han eller modparten regnede galt. Og se derborte

alle de sorte kolonner af fodfolk, som løber i springmarsch frem. De har far, de har mor, de har hus og hjem, og endda så løber de døden imøde,

og endda så higer de andre at døde, som ejer det samme som dem. Mand står mod mand med fældt bajonet

og gjør hvad han kan for hurtig og let at praktisere sin arme næste ind i den store evighed ‒

der mødes de kanske de allerfleste og spør: hvad mente vi vel dermed? Og slaget et endt,

og sejerstrompeternes skinger lyder mod sky, mens klokker i by ringer og ringer og ringer,

og præster tedeum synger. Herskeren kaster sig ydmygt på knæ ‒ hvilket opløftende syn at se! ‒ og takker den nådige himmelens herre,

som sejren har sendt: Det vidste jeg jo, at du kjære Gud i kampen med os vilde være, dig være sejerens ære! ‒

Bagefter kommer det hele på prent og tar sig vidunderlig ud. Men derude, der hvor slaget stod, der spejler månen sig i levret blod,

der flyder langsomt som en vammel flod henover markerne med trampet grøde. Og flodens kilder er de dynger døde, der ligger rundt om i det store øde

og tjener himlens rovfuglflok til føde. En dødsens fred, hvor før var vildest krig, on rædsels stilhed, hvor der før lød skrig Kun nattedampen fra de mange lig

sig breder langsomt på den vide slette, mens månen sejler mellem skyer lette og synes gruble: hvo der kunde gjette, hvor vel fornuften dølger sig i dette!