De mennesker fandt, at nu på det sidste
var livet så skralt, at de helst gad det miste.
Nu havde de grublet i tusinder år,
hvorfor ialverden vel verden består.
Så kom de til slutning til det resultat,
at verden var ikke værd en dukat.
Den var jo foruden alt mål eller mening,
kun dumhed og tomhed og tøv i forening.
Sligt liv var jo værre end intetheds øde,
de råbte i kor: ak gid vi var døde!
Og Døden hørte de klynkende klager:
nuvel, de kan få det, just som de behager;
en smal sag er det at meje dem ned;
det koster ej synderlig møje og sved. ‒
Men da han sig viste i horizonten,
med et blev der forskjel i melodonten.
Da rejstes et frygteligt ramaskrig:
Kommer du nær, så erklærer vi krig.
Hvis ikke du fluksens igjen fortrækker,
så rykker vi på dig i sluttede rækker.
Vi kjæmper imod dig, kvinde som mand;
vi slås for livet, sålænge vi kan. ‒
Tag det, godtfolk, med ro! Se, jeg venter til siden;
jeg finder jer sagtens igjen med tiden.
Men hvorfor så højlydt mit komme kræve,
når I så inderlig gjerne vil leve?
I får nu kalde det, hvad I vil ‒
jeg kalder det for komediespil.