Kjæmpevise

Nordlysflammerne for over himlen, flaksed og fløj i urolig stimlen, en fembøring sused for fulde sejl over Vestfjordens måneblinkende spejl.

Der er lys i natten. Der sad fremi skotten en skolemester, han var fast så lært som de glupeste præster, men skral var hans næring, få prøve han skulde,

om ikke ham fisket gav lommerne fulde, lys er i natten. Han sad for sig selv og lod sin tanke lig nordlyset løbe på videvanke;

sagaens skikkelser steg for ham frem, alle som en så kjendte han dem. Der er lys i natten. Og nordlysflammerne vinked og vifted,

de særeste former for øjet skifted, ham tyktes, han skuede vikinger bolde, som stevned i leding med sværd og med skjolde. Lys er i natten.

Der løfted en længsel sig op i hans barm, han ønsked sig ude i verdens larm, en nymodens viking det gad han nok være, som kunde erhverve sig rigdom og ære.

Lys er i natten. Ham tyttes de vinked: følg med på vor færd! ‒ Det fiske med et blev så lidet ham værd. Hvad bader på line de torsker at trække,

når kanske man kan sig langt højere strække. Lys er i natten. Men nordlysflammerne blegned og slukked, og dagens konning sit øje oplukked.

Fembøringen landed i Henningsvær, der gik de til yrket en og hver. Der er lys i natten. Men skolemesteren tænkte kun på,

hvorlunde han vilde i leding gå. ‒ Fattig kom han til Lofoten frem, udfattig drog han igjen til sit hjem. Der blev mørkt om dagen.

For der sad hans kjærring og syv, otte unger, og dertil en ganske forskrækkelig hunger. Der fandtes ei mer end en sild i hans hus, og så en skvæt vand i et sønderslat krus.

Der er lys i natten.