In vino veritas

Prost, Herr Professor! ‒ ja er det ikke prægtigt! Her blir man med engang ‒ helt egenmægtigt, uden ansøgning og uden besvær gjort til professor en og hver,

som ingen titel til dato fører; thi titlen i Tyskland til manden hører, det er som at gå anstændig klædt ‒ nu, derfor får man den også så let.

Na, proft, Herr Professor! ‒ Ja tak, tak kjære! Lad mig i Guds navn professor være, det skar mig jo ikke. Von unserem Bunde

sind Sie jetzt einer! – Prost, eine Runde machen wir Ihnen jetzt zu Ehren, trinken Ihnen alle zu vom vollen, hoffen Sie werden manch' Krügel hier leeren,

hoffen Sie werden uns nimmer grollen. Grollen, grollen, nej pokker i vold, hvorfor skulde jeg også være sligt trold? vredes på disse gemytlige karer,

som byr en sit venskab og vist det bevarer, bare fordi man spiser sin mad ved det samme bord, hvor de just sad. Og de spiser og drikker og drikker og spiser,

øllet de roser, og maden de priser, og når de har spist, så drikker de atter og drikker og drikker med lyst og med latter; hvor de får plads fra, jeg slet ikke fatter;

og når de har drukket både gut und genug, så tar de sig endnu en afskedskrug og spiller sin skât og kaster sin terning med en iver, som var det den vigtigste gjerning.

Men min hjerne blir dum, og min mund blir stum, jeg passer ej ind i det publikum. Jeg kan ikke nægte, at jeg mig glæder, at ikke jeg er som en af eder.

Gud forlade mig min arme synd, men det synes mig rigtig, jer moro er tynd, og jeg rejser mig fra stolen. ‒ Ja, jetzt muß ich gehn. ‒ Guten Tag, Herr Professor, auf Wiedersehn!

Og jeg vandrer henad de lange gader, den ene op og den anden ned, jeg far se til at finde min sjælefred igjen efter alt, hvad nys jeg led;

jeg blev jo næsten til menneskehader. Jeg går og går og søger at finde min tanketråd, som jeg tabte derinde; men det er, som var den fuldstændig forsvundet

i alt det Bier, som derinde er rundet. Jeg går og jeg går, jeg stanser og står, læser titler på alle de bøger,

jeg ser i et vindu, skjønt ingen jeg søger, mønstrer kasser med fotografier af herrer og damer i fine dragter, kiger på kusker i liberier,

stanser ved en skrædder, ja selv ved en slagter, men ingenting hjælper ‒ forstanden tier, så går jeg igjen og på ingenting agter. Og timerne går ‒ men de går ikke fort,

når man sådan i mismod skal slentre dem bort men man slentrer og slentrer alligevel, a Gud give det bare snart var kveld! Men som jeg går der på modige fødder

og ønsker kun et, at de havde rødder, så man kunde få hvile sig rigtig i fred og ej mer sig flytte fra selvsamme sted, da falder mit øje pa ‒ Auerbachs kjælder.

Auerbachs fjælder! . . . endt er min strid; Hil dig, Mefisto, som førte mig hid. Ja, her vil vi hvile, mens dagen helder, her går vi ned.

Og jeg stiger nedad den bratte trappe, jeg fynes jeg ser ham foran mig gå, hin du ved, med den korte kappe, benene stikker i sorte trikot,

baretten smykker en hanefjær, den venstre fod træder med lidt besvær. Jeg følger ham under det lave hvælv, men han synes nok selv,

her er ikke rigtig gemytlig iaften, her drikkes der også af humlesaften. Ein schöner Stoff! ‒ ja, ganske vist, men Bier det gjør en både tung og trist.

Han vender sig mod mig med et smil: følg efter, her er en trappe til, så kommer vi til det rigtige sted. Og vi stiger dybere og dybere ned

og når tilslut til en hvælvet hal, mørk og stille, kjølig og sval. Der brænder fra taget et enkelt blus, som skinner svagt i de gamle krus.

Ja vel, her tror jeg nok, at vi havner; når man kommer deroppe fra dagens lys, føler man næsten som et vellystgys ved denne dæmring, som alting hyller;

den skjænker en hvile, så intet man savner; det er, som om ingen man noget skylder. ‒ Og jeg sætter mig ned. Kammerat, tag plads, nu vil vi tomme et retskaffent glas

af den bedste vin, vi kan fa, tilsammen og tilbringe kvelden i fryd og gammen. ‒ Vips var han væk, som sunket i jord! Nu, han kommer vel igjen, den gamle filur! ‒

Men foran mig stod der en kellner bare, som ventede ydmyg, at jeg skulde svare, hvad vin jeg befalte . . . es ist alles echt, Rheinwein und Mosel und deutscher Sekt.

Echt sind die Stühle, die Bilder sind echt und echt das Faß . . . Ja, das ist schon recht! – Ja, Sie kennen die Geschichte doch mit dem Faß, som Faust red bort på i fyr og flamme,

da Fanden gjorde sit store kalas i kjælderen her ‒ det er just det samme. – Sagen Sie mal ‒ er de også ægte, plakaterne der fra Norddeutsche Lloyd

og Hamburgerlinien, som lavt og højt lyser imod mig i række og rad ‒ er de ligeså ægte som det gamle fad? ‒ Jawohl, jawohl, sie find alle echt.

Akja, det lod sig nok ikke nægte! ‒ Befehlen Sie vielleicht eine Flasche Sekt d Ja, bring De den kun, hvis . jawohl, ganz echt!

Pokker ivold med al denne ægthed! Hvad hjælper den til, hvis ikke man mægted at sætte sig selv ind i situationen? Men forstår man den ting, er man ovenpå,

da kan man alle sine ønsker nå Vil jeg være konge, så har jeg jo kronen i samme sekund, som jeg ind mig bilder, at den min fattige isse forgylder.

Star der ikke skrevet: tro flytter bjerge? At det er sandt, vil jeg dyrt besværge. Jeg tømmer mit glas med den perlende sekt og smækker med tungen ‒ der ist nicht schlecht ‒

og jeg føler mig selv som den lykkeligste borger i hele den store, vidtløftige by, og jeg skjænker påny; væk er mismod og væk er sorger,

jeg kunde ha lyst til at synge i sky: Es war einmal ein König, der hatt' eine große Floh! – Nej, nej, det går nok ikke, du far holde dig pent i ro. Jeg tømmer mit glas og fylder igjen

‒ den pokkers Mefisto, som bort skulde luske! men tro mig, jeg skal dig det sagtens huske, og jeg morer mig nok uden dig, min ven! Jeg tømmer mit glas og fylder igjen

og sidder og stirrer i vejret hen. Kellneren vil tænde et blus til og to, men jeg vinker ham bort, hold dig bare i ro. ‒ Ak, her er dejligt, her er så stilt,

halvmørket hyller mig lunt og mildt; ned ifra døren et lysskjær falder kjøligt, blåligt, fra dagen deroppe, men lyd og larm må på tærskelen stoppe,

der mærkes ej spor til gadens rabalder, og ingen råber og ingen kalder. Det er, som fødes min sjæl påny, og jeg synker hen i livsalige drømme

og synes her er et herligt ly. Men tys! Var det ikke, som om liflige, omme ord blev hvisket? . . . lød der ej et kys!

Minsandten sidder ikke derhenne i skyggen gjemt ved det store fad et nygift par! . . . to flasker på rad! Jo, nu kan jeg skjønne,

hvorfor belysningen var få skral ‒ ja, die Eiebe die bleibt sich doch gleich überall! For Guds skyld, lad jer blot ikke forstyrre! fortsæt, I duer, kun trøstig at kurre.

Jeg vil ta en avis og lade som intet og sidde så stiv som en anden filister og bare tænke på det, som står prentet ‒ men jeg spidser jo øret, og intet jeg mister,

og stundom jeg også med øjet mig lister lidt frem bag papiret at se på de to, som sidder og hvisker og tisker i ro. I førstningen tog de det rigtignok varlig,

men de mærked jo snart, at jeg ikke var farlig: Hvad bryr sig en gammel grakal vel om sligt ungdommeligt kjærlighedsstel? Og de sad der og hvisked og tisked de to,

de kjendte hverken sorg eller plage; de lo til hinanden, som skulde deres tro holde ud alle livsens dage. Å Gud velsigne sligt ungdomssind,

som ikke bær frygt for vejr og for vind, som vover at håbe på liv og lykke, Vorherre dem ret deres alderdom smække. Der gives ikke fagrere ting på jord

end to, som tror på hinanden; der gives ikke bitrere ting på jord end tro, som forløber i sanden. Jeg kunde ha lyst til at rejse mig op

og kaste avisen og råbe: hej, hop, vi vil drikke en skal for liv og lykke, og ønske, at skoen jer aldrig må trykke! Nej hør, kamerat, forhold dig nu stille,

du skræmmer dem blot, og det var ilde. Nuvel, så drikker jeg alene min sekt og smækker med tungen og siger: nicht schlecht! men i stilhed jeg skaler: die Ciebe sei echt!

Og de ser på hinanden med blik i blik, igjennem mit hjerte der går som et stik. Han lægger sin arm om hendes liv ‒ kan der tænkes noget skjønnere tidsfordriv?

Og hun lægger sit hoved ind til hans skulder og ser op på ham ‒ den pokkers hulder! Og han bøjer fig langsomt, og midt på hendes mund trykker han et kys i selvsamme stund.

‒ Nej, da går det rundt, går det rundt i mit hode! Det er da også en fandens metode at sidde slig som en ensom fant, som ingenting ejed, hvem ingenting bandt.

Tror I kanske, jeg er slig en fattig kar, at ingenting mer jeg i baghånd har? ‒ Herbei, Mefisto! nu gjør dig klar, jeg vil bort herfral . . . i dette sekund!

Jeg vil også nyde min lykkestund! Og se, det spruder med ild og med flammer, de to derborte, de skriger i skræk ‒ nej tag det med ro, jeg skynder mig væk!

Og mens jeg en sirlig undskyldning stammer, svinger jeg mig op på det gamle fad, og hvælvet revner og splittes ad, og højt gjennem luften sa bær det afsted ‒

ja, nu vil vi ride, som Faustus red! Og fadet det blir til en skinnende fole med flyvende manke og guldslat hov. Stræk ud, min ganger, du kan det nok tale,

og når vi er fremme, så gir jeg dig lov at æde dig mæt på blomsterne blå, som dufter i skogen, hvor Gretchen mon gå. Og når vi er fremme, få vil hun dig klappe

med begge sine hænder så hvide og sma; men nu må du ile som vinden den rappe, thi jeg higer, jeg higer til målet at nå. Mit hjerte banker, mit hjerte længes,

skynder du dig ikke, så tror jeg det sprænges. Og fremad det bær over bjerg, over dale gjennem den stjernefunklende nat, min kappe den flagrer for vinden den svale,

og fjærbusken vajer ifra min hat. Hej, er det dog lystigt, når sådan man sidder på gangeren god som en fuldblods ridder. I skal ikke ta det så nøje, go' venner,

om I ved, at jeg ikke ser ridderlig ud; det er bare til hverdags, at I mig kjender, men når jeg vil, kan jeg være en Gud. I ler! Å jeg ler ad jer spydige latter!

Dårer er I, som så dårlig fatter. ‒ Og stjernerne blegner; i østerlide lysner det alt mod den gryende dag, og skyernes striber, som før var sa hvide,

farves med rødme lag efter lag. Det er, som dirrer der sang i luften, og blomsterne vågner, jeg kjender alt duften. Og se, jeg skimter jo klostret derhenne;

vær hilset, Maulbronn ‒ og du gamle tårn! du Fausti tårn! vel ma jeg dig kjende; hvor ofte sad jeg der ikke tilforn og grubled og grunded paa livets gåde!

Nu væk med al grublen, lad glæden råde! Guldhanen på toppen ‒ se, hvor han praler og svinger sig rundt med stjerten mod sky ‒ og hør, bare hør, hvor han galer ‒ han galer!

Vågn op du som sover, kykykeliky! Vågn op nu gutter, vågn op nu piger, for natten den svinder, og solen den stiger. Så svarer de alle de andre haner

og galer fornøjet sit kykeliky, og kafferøg stiger i lange baner fra tagene rundt i den lille by; den ligger så lunt og så fuld af hygge,

der kunde man fristes at bo og bygge. Ak, hvad du gjemmer for vinkende minder, du gamle Maulbronn ‒ fra en henfaren tid, længst alt henfaren, men aldrig de svinder,

skinner så klart bag al min strid. Hvad drømte jeg her for dejlige drømme, lyse, ømme ‒ påny vil jeg drømme! ‒ Solen skinner på mark og paa enge,

valmuer røde og kornblomster blå vugger i vinden, og dugdråber hænge som diamanter fra aks og fra strå; rundt mig flagrer der sommerfuglvinger,

over mit hoved lærkerne synger. Og bortenfor engene skogen sig rejser ‒ et Gudshus rejst af Vorherre selv ‒ bøgenes stammer som søjler knejser,

kronerne danner dets tempelhvælv. Ah, for en højhed! Hatten af hodet! Andagtens gys mig går gjennem blodet. Her er stilt, som det sømmer sig en kirke,

hid nar ej larm fra daglig dont og virke. Her har den store Guddom selv til huse, han, som kan vække liv og kan beruse det liv, han vakte, med en livsens trang,

så nye liv fremspirer af dets fang. På mine knæ jeg synker. Guddom, hør mit råb, indvi mig nu, giv mig din livsens dab, at jeg kan fylde målet, du har stillet,

at jeg kan, gjenfødt i dit eget billed, stå frem til mødet med min guddomsbrud og sige frejdig: se, her er din Gud! Se, der kommer hun. Se derhenne.

Jeg ser hende ikke, men jeg kan kjende i mit hjerte, som banker, i mit blod, som bruser, i den længselens angst, som sindet beruser, at hun er nær.

Se der, se der! derhenne mellem de skinnende trær der kommer hun ‒ hun jeg har kjær! Skal jeg sige dig, hvordan hun er?

Se, når hun kommer, da nejer sig alle de duftende blommer, i skogen mon stå, og dufter med sødere duft,

da samler sig alle de fugle små og fylder med sang den sitrende luft, og luften blir mere blå og bladene mere grønne,

og folen den skinner med gladere skin, nar den far kysse hendes bløde kind. Da kan du nok skjønne, da må du forstå,

at hun må være, den kjære, guddommelig: Hun kommer mig imøde, hun går så stilt og let,

vugger lidt i hofterne, det er så utrolig net. Du skulde se, når hun vugger! Det er som en sød melodi, der klinger i bløde rytmer og flyder mildt forbi. Jeg kan ej foden flytte, jeg står pa samme plet,

jeg kunde stå så til evig tid og aldrig blive træt. Hun smiler og fommer imod mig. I himmel blat er hun klædt. Guldharet flyder om panden og nedover skulderen let. Det er som silke så fint og blødt. Solskinnet leger dermed,

og vinden, som vifter fra løvet, vil heller ej la det i fred. Hun kommer imod mig. Rødme lægger sig på hendes kind, de bløde barneøjne ser mig i sjælen ind. Hun bærer ej andet smykke end disse sine øjne to,

men fagrere findes der ikke, det kan du mig trøstig tro. Hun er rig ‒ i verden den vide ejer hun jo sig selv og dertil dagen og lyset og himmelens skinnende hvælv og sin vuggende gang og sit guldhår og barneblikket blødt ‒

og alt dette vil du gi mig! Jeg er dog til lykken født! Men ak, der er i de øjne et stænk af den bitreste ve, der tindrer sa tung en tåre, det er så sårt at se. Hvem var, hvem var den onde, som nænned at volde dig harm?

Han matte sagtens bære et stenhjerte i sin barm. Men kom, lad mig forsøge at dæmpe den skygge så sort, kom, Gretchen, lad mig kysse de salte tårer bort. Og jeg kysser de våde øjne, jeg kysser den hvide kind,

jeg tar hende i mine arme, hun lægger sig til mig ind. Der blir så tyst og stille, der blir ej talt et ord, hvor skulde vel ord kunne tolke det helligste på jord? Men hendes øjne og mine de ser i hinanden ind,

og læber mødes med læber, og kind blir lagt mod kind. Så vandrer vi ind i skogen, vi vandrer arm i arm, og lovet blinker og vinker, og solen skinner så varm, den skinner på alle de blomster, som vokser for vor fod,

og fuglene synger så lystigt, som om de vor lykke forstod, og himlen lyser foroven, der er ingen sky, bare lys, det tykkes mig så sikkert, nu går vi i paradis. Og længer ind gjennem skogen, langt og længere frem

vandrer vi med hinanden, det er som vandred vi hjem. Vi bygger i vore tanker et slot i den lyse luft, bortgjemt fra alle sorger, omgit af rosenduft. Der vil vi søge hvile, når natten stunder til.

Hun lægger sig ind til mig med et vemodigt smil. Og skyggerne blir så lange, og fuglenes glade kor tier nu rundt omkring os, og dæmringens blege flor lægger sig over skogen. Den kjølige aftenvind

suser igjennem løvet og vifter om Gretchens kind. Vi vandrer fremad og fremad imod vort æventyrhjem, og har vi ej naet det endda, sa nar vi nok engang frem.