Hjemfærd

Natten var mørk og stormen stærk, de bølger gik tungt under o. Gud hjælpe og trøste hver farende mand, som nu skal færdes på sjø.

Vejret rusked i hus og nøst, det tog få tunge tag. Det er ikke grejt at sidde alene. Gud give, det snart var dag. ‒

Der lød tre slag på vinduets rude, der lod så tungt et støn. Nu hjælp du mig nådig, Jesus Krist, du Guds enbårne søn. ‒

Kom hid, kom hid til vinduets rude, at jeg dit ansigt kan se, jeg har ikke ro, for jeg ser dig igjen, det hjælper mod al min ve. ‒

Jeg kjender din røst, jeg kjender den vel, du kjære manden min. Gud være lovet, du kommer igjen, hvi skynder du dig ikke herind? ‒

Vel er det min røst, og vel er det mig, men ind tør ikke jeg træde, mine lemmer er stive, min hand er kold, og mit hår det drypper af væde. ‒

Kom ind, kom ind, kjære manden min jeg skal dig så visselig varme, jeg skal tørre så lindt dit vasvade hår, jeg skal holde dig i mine arme.

Barna sover i koven så trygt, gå stilt, at du ej skal dem vække, læg dig sagte her ved min side, lunt vil jeg over dig dække. ‒

Så sluk først lyset og lad det bli mørkt, mit ansigt kunde dig skræmme. Jeg frygter, du kjendte det ikke igjen, skjønt du kjender jo nok min stemme.

Hun slukkede lyset, og ind han tren og lagde sig ved hendes side. Hun slutted ham i sine arme to og gav ham kjærtegn blide. ‒

Nu have du tak, nu må jeg herfra, thi snart vil hanerne gale. ‒ Hvor vil du hen, og hvad har du fore Så underlig er din tale. ‒

Underlig er min tale, ja, og nødig så taler jeg sa, men kjæreste du, det hjælper ikke, forvist må herfra jeg gå. –

Og må du gå, så går jeg med, vist så vil jeg dig følge. ‒ Ak, jeg må drage til havsens bund, ej vil jeg det for dig dølge.

På havsens bund der huser jeg nu, der har jeg så koldt et leje; der ser jeg aldrig dit ansigt mere, savn er mit hele eje. ‒

Er der ikke plads på havsens bund at hvile ved din side? Forvist så vilde jeg med dig gå, om det var til helvedes kvide. ‒

Vel er der plads på havsens bund, på rum det ikke monne skorte; men tænk på barna, hvor gik det med dem, om også du var borte?

Hvem skulde vel stelle for alle de små, når de hverken havde far eller mor? Men samles skal vi nok engang igjen, om ikke på denne jord.

Og nu får du have så inderlig tak for alt, du for mig haver gjort, og send så iblandt en kjærlig tanke til ham, som er vandret bort.