Havbråt

Tyk stod skodden og tæt, dulgte ganske havets spejl.

Speil! ‒ nej, splintret var spejlet, splintret i tusinde stykker, splintret til støv,

som føg for stormen. Stormen ulte fom et sint utyske, himmel og hav

var et eneste stort sammenrørt rote. Jeg styred min båd gjennem tykningen,

skummet stod højt om stavnen, og skavlerne brød bag om mig. ‒

Ud af skodden skjød sorte ravne, flaksed forbi mig, fløj mig om ørene,

skreg! . . . Kanske vil I skræmme mig? ‒ Frem af mørket for grå troldkjærringer,

fejede fræsende langsefter ripen, gjorde så rundkast og dukked i dybet

fremme ved stavnen, basked mod båden nedenfra, kom så op

pa den anden side, spytted imod mig . . . . Kanske vil I skræmme mig? ‒ Jeg lar mig ikke skræmme,

for frem skal jeg, jeg har ingen tid at agte på skræmsler. Men mørket lægger sig

tykt og tungt rundt omkring mig. Ingenting ser jeg, ingenting hører jeg

uden den jevne, ensformige dur fra hav og himmel. Væk er ravnene,

troldene tier; havde de endda holdt mig med selskab! Ensomheden

er mere skræmmende. Men jeg lar mig ikke skræmme, for frem skal jeg, jeg har ikke tid

at agte på skræmsler. Men alt som jeg styrer frem gjennem mørket, brat det brydes.

Et skinnende bråt vælter sig op fra havets dybder, daler atter

og stiger påny med strålende vælde. ‒ Midt i skummet ser jeg dig, du Rans datter,

fager er du visselig at skue. Hænderne du holder foldet bag i nakken,

og haret siver vadt nedad de hvide bryster. Du holder hodet stoltelig tilbage, og øjnene,

de store, grønne øjne, de stirrer lige ind i mine øjne. Mon du vil skræmme? . . . Og munden med de store, hvide tænder,

stærke, skarpe som en hajfisks tænder . . . og munden åbner du, som vil du råbe, men raber ikke . . .

bare ler, ler hånlig! Så du vil skræmme! Du skræmmer mig ikke,

men drage mig gjør du, og lyst har jeg nok at se, hvem af os skal sejre.

Så tar jeg mit styre med stærke hænder, midt ind i dit bråt skyder båden med hast, og om dine vade, skinnende lænder jeg slynger min arm og holder dig fast. ‒

Da ler du imod mig og kaster dig over mig; ind mod de svulmende, faste bryster med begge armene tæt du mig kryster, dine læber brænder som ild mod min kind,

dine ord, som du hvisker, bedårer mit sind, thi den dejligste løn og lykke du lover mig. Inden jeg sanser mig, yr og hed, dybt gjennem vandet så synker vi ned,

barmen hviler så tæt mod barm, armen holder så fast om arm. Hvad er det, som gjør det få mørkt omkring? Tangen på mit hoved, den svajer i ring.

Hvad er det, som brænder fom ild på min kind? ‒ Mine skarpe tænder, som jeg satte derind. Hvad er det, som isner igjennem mine ben? Mine kolde bryster, de volder den men.

Hvad er det, som vækker sligt nagende savn? Koldt er mit hjerte, og tom er min favn. Slip mig, slip mig, jeg pines til døde! – Ja, snart skal du vorde til fiskeføde.