Håb

Nu synes mig alle veje lukte, gjennem den mørke, hængende ur øjner jeg ingen sti sig bugte, fjeldet står mod mig brat som en mur;

rundt om synes det helt at stænge, over mig, om mig, til alle sider, og timerne går, og dagen lider, jeg ser intet håb for frem at trænge,

og endda slipper jeg håbet ej. Jeg kjæmper og kaver at bane mig vej, jeg bryder og bænder med begge hænder,

med fod og med stav, ak, for et kav Stundom jeg ønsker, jeg la i min grav; så havde jeg fred, så havde jeg hvile,

sa slap jeg at håbe, sa flap jeg at tvile. Men håbet, håbet jeg dog ej slipper, Gud give bare, det ikke glipper. Og jeg stræver og strider, sa sveden siver,

frem jeg stiger, og op jeg mig hiver, og endelig, endelig når jeg did op, til fjeldvæggens top. Da er det, som om min hele krop

blev fyldt med friske og frejdige kræfter, jeg retter min ryg, og mit hode jeg løofter. Nu skal mig ingen modgang betvinge, min fod er fast, og min arm er som stål,

det er som ejed jeg fuglens vinge, jeg synger mod sky, jeg blotter min bringe og vandrer videre frem mod mit mål. Hvor kunde jeg også sa uvis være,

det kunde ej briste, det måtte bære. Men dagen lider, mens frem jeg skrider, og ret som det er, så har jeg påny

fremfor mig en fjeldvæg op imod sky, tyngre og brattere, sleipere, glattere; jeg ser ikke rift til at sætte min fod.

Da sløres mit øje, da isner mit blod. Er der da ingen, ingen ende? Hvorhen, hvorhen skal jeg mig vende? Skal jeg da aldrig, aldrig kjende

sejerens hvile? ‒ Du får ikke tænke, du får ikke tvile. Tviler du nu, så er det forbi; du får bane dig vej, du får bryde dig sti.

Bare gå på, bare gå på, om målet ligger aldrig så langt i det blå. Og jeg samler i sindet de sidste kræfter, om foden er træt, den må følge efter;

jeg sanker tilhobe mit mods kapital, den er der dog endnu, om end den er skral. Hvem ved, jeg fan endnu til malet vinde, jeg kan endnu det nå før hanegal,

jeg kan endnu engang få se solen rinde, og få er der slut på min tvil og min kval. Og jeg lægger ivej, og natten breder sit mørke om mig; jeg sør ikke mer,

hvor handen famler, hvor foden træder; jeg synger ej mer, og ej jeg ler; men fremad, fremad, fremad jeg stræver, mens håbet lever.