Regntagen hænger sa dryppende våd
henover granskogens toppe;
krakerne sidder og holder råd
om det, som i tiden er oppe,
ryster de vade kroppe,
skriger sit kræ! og svarer sit kra!
finder, at verden er slet ikke bra,
det nytter ej at tænke på rede
på grund af den evige væde.
Vandet fosser fra hustaget ned,
ned gjennem piben det siver,
kjærringen bander den fugtige ved
og hen over gulvet den hiver,
iltert med husbond hun kiver.
Husbond tænker tilsidst som så,
bedst er det nu af stuen at gå,
her er jo ikke bliveligt,
det regn gjør alting utriveligt.
Husbond sig sætter i svalen til ro,
klør sig trist bag sit øre,
klejnt er humøret, og skral er hans tro,
han ved ikke, hvad han skal gjøre
med dette forbandede føre.
Jorden breder sig sur og sort,
alt hvad han sådde, det rådner nu bort.
Og så koldt! det er som ved polen.
Herregud, når kommer vel solen?
Å vent, bare vent, den kommer jo nok,
nu varer det vist ikke længe ‒
med den den velsignede fugleflok,
der blir sang på mark og i enge,
og alt kommer atter i gjænge.
Græsset blir grønt, og jorden blir tør,
kjærringen kommer igjen i humør.
Hvad kræver få mer du af livet?
Bryd dig aldrig om kavet og kivet!