Gammelpræsten

Gammelpræsten var ikke grej, når han kom i harnisk; han kunde holde

et Herrens hus, når finnet slog ham. Da gik han frem og tilbars på gulvet

og braked, bandte, den gamle mand med de brede skuldre og svære lemmer,

og slog i bordet med merskumshodet, det var et under, at hodet holdt;

men ellers var han så mild og venlig og god, som sommer dagen er lang.

Herren forsyne mig! ‒ ‒ flag i bordet ‒ skal jeg'ke lære dem mores for alvor,

de frække fanter! Jeg skal vise dem . . . Gamle mutter hun sad i sofaen,

strikked stilfærdig på sin strømpe, kiked bortpå ham nu og da,

om ikke stormen snart skulde lægge sig. Men stormen stilned på ingen måde,

den steg og steg, og til slutning blev den en ren orkan. Du far, der er noget,

som jeg må si dig. ‒ Hvad er det, du vil mig? ‒ Jo, ser du, far, det er rigtig sa ilde,

jeg er gift med to mænd på en gang, jeg, du. Ja, kunde jeg ikke tro det! Det kunde ligne dig,

gamle mærra! Ti stille med dig, jeg har ikke tid! ‒ Jo, kjære far,

du får rigtig høre, jeg er gift med to mænd jeg, du far. Den ene han er så snil og god,

der fins ikke ondskab skabt i hans hjerte, hos ham er det dejligt og godt at bo, han volder mig aldrig sorg eller smerte. Jeg ved ikke bedre lod for mit liv

end at være hans trofaste ægteviv. ‒ Men den anden, du far, han er rigtig en stymper, når han viser sig, er det, som hjertet sig krymper; han kan ikke styre sit iltre sind,

han er sa bidsk som en nordenvind. Han er styg, du far, javist er han styg, hos ham kan en aldrig føle sig tryg. Gud give, jeg kunde hans find forandre,

han er jo til plage for sig og for andre. Gammelpræsten stod en stund ganske stille

og hørte pa dette. Sa gik han rolig, bortefter gulvet, lukked op døren

og sparked ud: Ud med dig, styggen!