Gammel

Gammel, gammel! Nej, jeg blir aldrig gammel! ‒ Hvergang alderen kom,

kom der et lysglimt, herfra, histfra, Gud ved hvorfra, lyste op

om mig, i mig, bildte mig ind: Se, nu kommer det, se, nu kommer det,

det store lys, mod hvilket du længes, og som skal fylde dig helt og holdent

med evig lyksalighed. Altid slukkes det, altid tændes det atter og atter.

Atter og atter fyldes sindet med længselens håb. Slig vil jeg sagtens

håbe, længes evig og altid uden ende. Hvem ved,

kanske er det hele bare et blændværk; kanske er jeg død, død og udbrændt

for længe siden, støv og aske, ligesom stjernen, den som sluktes,

da Adam fødtes, og skinner endnu. Er det blot min sjæls indbildning,

som endnu lever, for altid at leve habende, længtende, svævende rodløs

midt imellem himmel og jord, selv et intet, håbende på noget,

jom aldrig bliver andet end intet?