Fyret

Der ligger et fyr langt ude tilhavs, fem fjerdinger vist fra nærmeste været; man skulde tro, i en eneste jafs vilde sjøen det ta, når den gaper mod skjæret.

Der fins ej sa meget land omkring, at en kan vende sig rundt i ring, og skal du ombord, maa du hejses med trosser, både du og båden, forinden man losser.

Der sidder to enslige mænd derude det ene år ud og det andet år ind for lampen at tænde og pudse dens rude, at lyset kan skinne i veir og i vind.

Hver har kun til selskab sig selv og den anden og dertil Vorherre, hvad heller fanden, alteftersom hin eller han dem styvrer, hvo kan vel granske hjerter og nyrer?

Og verden den vandred sin jevne gang med regn og med solskin, med sorg og med latter, snart vejen var bred, og snart var den trang, skjæbnen den veksler atter og atter.

Ingen tænkte på dem på fyret, de havde det godt, de var vel forhyret, de reves ej op i døgnets splid, de sad lunt inden vægge og væk fra al strid.

Men se, da saes en vakker dag et nødflag øverst fra tårnet at vaje, skuden, som sa det, den gjorde et slag og lagde bi for fyret at praje.

Der stod de, begge de enslige mænd, og vinked og skreg og skreg igjen: Bring hjælp, bring hjælp, vi er kommet i kiv, vi må bort herfra, det gjælder vort liv! ‒

Så sejlede skuden til nærmeste stad, sa sendtes der bud efter fyrdirektøren, at han måtte komme og skille dem, førend det alt var for sent at skille dem ad.

Og fyrdirektøren han sejled afsted og nåede skjæret. Da lo de og græd: A tak, direktør, at De dog vilde komme, nu tænkte vi alt, at vort liv var omme.

Hvad er det, godtfolk? ‒ Å, vi flås på livet, den ene er ej for den anden tryg; vi tænkte ret aldrig, at vi skulde kivet,

men nu er her strid, og en strid, som er flyg. ‒ Hvad flås I så om?.. . Ak, om unionen! Jeg holder mit Morgenblad, holder på kronen!

Jeg læser min Verdens Gang, og jeg siger, skilles må de, de tvende riger! Vi gjorde vort bedste at blive forligte, men ingen gav fjøb, hverken jeg eller han,

så måtte tilsidst vor tålmodighed svigte, og nu er her tændt en helvedes brand. vi taler ei mere at se på hinanden, vi står her, hver af os, med kniv mod kniv,

vi ønsker hverandre at drage til fanden. Hr. fyrdirektør, det gjælder vort liv! Direktøren han er en formaende mand, med meget og mangt han styre kan.

Men højre og venstre! ‒ se dem at forsone, det grejer ikke han, ej heller hans fone. ‒ Så gik han i båden, tog en af dem med og sendte en anden derud i hans sted.

Nu sidder der to af den samme kulør, og fyret har fred, som sig hør og bør.