Du spør, om jeg mener alt, jeg siger og skriver?
Ånej, fjære ven, adskilligt jeg Iyver
ialfald så prøver jeg redelig derpå,
om evnerne end ikke altid vil forslå.
Thi løgn er en kunst, ej let eller liden,
endskjønt den er ude af kurs fortiden.
Du ved, nu skal alt være inderlig sandt,
virkelighedstro, korrekt og alvorligt;
man må ikke fare med digt og med tant,
hvad ej er reelt, det er bare dårligt.
Men jeg trøfter mig med, at alt er mode,
som for så nu, på vor underlige klode,
og du skal se, at den, som forstår
at digte og lyve, så ret det forslår,
han kommer igjen til hæder og værdighed
og bliver til mester på denne sin færdighed.
Jeg holder på kejserens nye klæder
og alle udoverevne-glæder,
og ikke så tror jeg, at nogen skrædder
i verden formår ‒ ja jeg trøstigen vædder! ‒
at lave en klædning så fager og fin
som den, hvilken kejseren bildte sig ind,
han bar på det velkjendte tog gjennem staden.
Hvad gjør det vel, han gik nøgen på gaden?
Det sa jo slet ikke publikum,
de var alle som en af henrykelse stum
og bøjed sin ryg og gjorde sig krum.
Den eneste, ved du, som viste sig dum,
det var ungen, som ikke kunde forstå,
at klær kan man bære, om man ingen har på,
at rig kan man være, om man bygger i det blå.