Ak, jeg arme, ulyksalige mand,
som må leve i en verden, der er så komplet
dum, at den aldrig begribe kan,
at jeg har ret.
Stræver jeg da ikke både tidlig og sent
at indgi dem begribelsen? ‒ den er dog så let! ‒
men tro mig, bestandig så får de det vendt,
sa de får ret.
Siger jeg fort, er jeg vis på, de sir hvidt,
deres stivhed gjør mig gnaven, deres vranghed gjor
mig træt,
men hvad de så siger, jeg holder på mit:
jeg har dog ret.
Jeg ser jo, jeg alene ‒ jeg alene går i takt,
de andre forstokkede, de går med egne skridt, ‒
til Bloksbjerg for mig! Jeg sir, som jeg har sagt:
Jeg siger: skidt!