En mærkelig mand

Elektriske lamper i lange rader spreder sit lys i de tætfyldte gader, lindene dufter med sodlig duft, over det hele en dybbla luft,

hvor fyrværkeriet glitrer og knalder, sværmere hvisler, spraker og falder. Der myldrer forbi mig uendelige skarer, som surrer og snakker og spør og svarer,

alle flags folk, af enhversomhelst alder ‒ unge og gamle ‒ kokotter og sprader ‒ skikkelige folk, som al umoral hader ‒ ægteper og hans hustru den gamle ‒

kjærestefolk, som endnu skal samle strå til fin rede ‒ skjønne soldater enhver med sin pige, fattige folk savel som rige,

alle er lige. Latter og glæde lyder rundt om ‒ en ustanselig skvalder, som når om våren en krakeflok falder

over den nypløjde aker og kalder hver på sin næste og gjør et rabalder, sa man må holde for ørene næsten, skjønt det er morsomt også forresten.

Hvad volder slig jubel i alle lag? ‒ Ah, det er kronprinsens fødselsdag! Kongelige højhed! Lykkelige prins! Hvor må du ej være stolt tilsinds,

du som alene, fordi du blev født, kan farve alleting rosenrødt, kan bringe hver eneste landets borger til at kaste på dør bade suk og sorger,

om end han fandt livet aldrig sa ødt. Du magter jo mer fast end selve Vorherre, en mærkelig mand må du sandelig være!