Et sitrende solskin, en høihvælvet himmel,
en flom af faner og flagrende flag,
gaderne fyldt med en festklædt vrimmel,
som fejrer Gud ved hvilken fædrelandsdag.
Jeg aner slet ikke den store anledning,
jeg kom jo til staden i dette sekund;
men Gud skal vide, jeg var en hedning,
om ej jeg, skjønt fremmed, blev rørt i slig stund
Luften dirrer af sejersfanfarer,
ti tusinde tunger synger mod sky,
trompeterne skralder, kanonerne svarer,
det er som et himmelstormende gny.
Frem skrider toget. Hør, som en torden
toner de tunge, taktfaste fjed,
alle de spredte viljer er vorden
en eneste vældig samdrægtighed.
Ikke ved jeg, hvorfor de sig glæder,
men en ting ser jeg: hvermand er glad,
hver tar sin del af sit fædrelands hæder,
idag er der intet, som skiller dem ad.
Jeg står der i vrimlen, jeg står der alene,
en fremmed mand i den fremmede stad;
mit hjerte blir tungt, som om kampestene
blev væltet omkring det rad efter rad:
Jeg tænkte på syttende mai der hjemme,
jeg tænkte på gamle Norriges dag ‒
når skal vi råbe med en, en stemme:
Norge er vort, og vort er vort flag!