Dommedag

Sankt Peter han sad ved Himmerigs port, som han i mangfoldige år havde gjort. Han skuede ud over verdens kreds, han skuede ud over alle lande;

for hver dag som gik, blev han mindre tilfreds, og han rystede mørk på sin skaldede pande. Minsandten, går ikke dette galt! Men jeg er skyldfri; har jeg ej talt

til Vorherre om sagen en gang og to, men han svarer mig blot: det skal jeg nok klare. Når dommedag kommer, skal hver forsvare, hvordan han har stelt og bestyret sit bo.

Ja, det er vel nok; men når dommedag kommer da frygter jeg for, at ej en så from er, at jeg tør slippe ham indenfor porten. Det skulde bli en dejlig historie,

om alle blev stikkende derude i lorten. Blev himmelen tom, var det slut på dens glorie. Nej, Vorherre tar det for lunt i det sidste, han burde dog huske alt det han kan miste.

Tænk, om nu Fanden fik huset fuldt! Tænk, om nu han fik hovedrollen, og jeg blev siddende her ved min pult og ej fik et navn ind i protokollen.

Nej, det så dog langt likere ud før i tiden, da dannelsen var skral og kundskaben liden, dengang da Vorherre og jeg gik omkring dernede på jorden vist engang om ugen,

og inspicerte alle mulige ting; men desværre den skik er gåt rent af brugen. Det mærker man grant, at den nyere slægt har mistet fuldstændig al mulig respekt

for Herren vor Gud såvelsom for mig. De bryr sig såmen ikke om nogen anden end bare sig selv og sit eget jeg. De tror, Gud hjælpe mig, knap mer paa Fanden.

Det skjønner jeg, noget må gjøres ved sagen. ‒ Sæt, om man prøvde med dommedagen! Når først jeg begynder at trække i tauget, og ret det bær løs med bråk og med brag,

da tænker jeg nok, de skal bli benauet og skjønne, at der er alvor bag. Jojo, jeg kjender de skabhalse vel; når det kniber, så er de dog ræd for sin sjæl.

De kan nok braute og slå sparto og hæjt erklære, de tror kun på selvet; men de kryber til korset foruden hallo, såsnart som det spøger med død og helved.

Vorherre får sige, hvad pokker han vil ‒ mig lyster at prøve et vovespil. Når spillet er vundet, så mærker han nok, at gamle Sankt Peter er ikke for katten

Jeg skal sgu omvende den hele flok ved at skræmme dem op midt på mørke natten. Og når de så alle ved porten står og trygler om nåde som angrende får,

så er jo alting klappet og klaret; så slipper vi sandelig ind hver eneste ‒ himmelens glans er dermed bevaret, og Fanden er snydt for al sin fortjeneste.

Vågn op, vågn op, vågn op, du som sover, hvad enten du lever eller du er død! vågn op, hvad som fødtes af jordens skjød! Thi nu

klæmter den store klokke i Himmerig. Hvad er det for larm, hvad er det for lyder, som frem gjennem nattens stilhed bryder

og vækker os op og forstyrrer vor slummer? Har vi ej nok med dagens kummer og alle dens sorger og al dens kvide, at og vi skal plages ved nattetide? ‒

Hører du, hør! af vældige brag sitrer luften. Det lyder som slag af en uhyre, overnaturlig hammer på skingrende, skrældende kobberplader.

Det er, som hvert slag mig i sjælen rammer. ‒ Og hør og hør! gjennem alle gader af flygtende fødder et ustanseligt jag! I det kolde grålys jeg ser, hvor de farer

afsted i tætte, stimlende skarer, enhver med sin bylt eller barn på ryggen, belæsset de er både for og bag. ‒ Der kommer sgu også vor nabo ‒ styggen!

som vidnede falsk, så vi tabte vor sag. Se, hvor han render med begge hænder fulde af gods. Gid Fanden ham ta!

for ham var Helved kun altfor bra. ‒ O Gud, for et brag! atter det forfærdelige hammerslag! … Holloj dernede! Hvad skal det betyde?

Hvad er det for larm, jeg hører lyde? Hvad er det for et rend? Hvad er det for et jag? Det er Dommedag! … Dommedag, kone! ‒ Skynd dig, stå op! …

Å Herregud, da går det os ilde. Skynd dig, skynd dig, få klær på din krop; nu er der ingen tid at spilde. Vi må ile afsted, så vi slipper ind, førend

Sankt Peter, portneren, tillukker døren. Ak, om vi blot havde vidst det før, så vi kunde beredt os på farten itide; nu er det ikke saa grejt at vide,

om vi slipper ind ad nådens dør… Jeg tror, Gud hjælpe mig, hun søger sit slør! og handskerne med! ... ak, dem kan du undvære; på sådanne småting ser ikke Vorherre.

Skynd dig nu blot, lad os komme afsted! … Jamen, kjære mand, på gaden du ved, der… Ingen historier! Nu holder du fred! Nu løber jeg foran og følg så med.

Vågn op, vågn op, vågn op, du som sover, hvad enten du lever eller du er død! vågn op, hvad som fødtes af jordens skjød! Thi nu

klæmter den store klokke i Himmerig. Giv plads, vi er konger og kejsere! Ser I da ikke vore kåber og kroner?

Vi er jordens rigers oprejsere, af Gud beskikket. I Himmerigs rige står der for hver af os færdige troner. Giv plads, vi er vant til at vejen er åben;

vi blander os ikke i folkehoben. Rejs pokker ivold. Nu er alle lige, den fattigste stodder såvelsom den rige, vi vil ikke længer for eder vige.

Hellig, hellig, hellig er du Herre Gud! og hellige er vi, dine præster og forkyndere. Vi slipper ind, os valgte du ud, thi har vi ej stadig fremholdt dine bud

for menneskens børn? Men ve eder, syndere, ve eder, I dårer, som ikke vilde høre, som fulgte eders lyster og lukked eders øre. Sandelig, sandelig, nu skal I mærke,

at vi er de kloge og vi er de stærke; for os vil den åbnes den himmelske port, mens I kommer tilkort. Ti med jert skryd, I tiarabesmykkede !

Tro, om I selv ej er nokså mislykkede, når I ej mægted med al eders lære at føre en eneste sjæl til Vorherre. Skal vi i pølen, så følger I med;

I blir nok de første, som sendes derned. Hys, hys, last ikke præsterne! Last ikke nogen. Red heller resterne af eders egen elendige sjæl.

Lykkelig den, som bevarer den hel. Herregud, bare man endda vidste, at ikke man kom blandt de allersidste; thi er først himmelen bleven fuld,

får ej man kjøbt plads for gods eller guld. Vågn op, vågn op, vågn op, du som sover, hvad enten du lever eller du er død! vågn op, hvad som fødtes af jordens skjød!

Thi nu klæmter den store klokke i Himmerig. Dommedag? Dommedag? Visvas og vrøvl!

Har endnu ikke oplysningens høvl skrabet væk af bevidstheden slig forbandet, forældet overtro? Er det da andet end et almindeligt tordenvejr!

Og det volder slig larm i den hele lejr! Jeg tror så sandelig ikke en døjt på… Donnerwetter! nej nu blir det drøjt! Jeg har da heller aldrig hørt magen!

Hvad er det, hvad er det for en frygtelig bragen? Og jorden ryster! ... og jorden revner! … og op af dybet stiger i flok dødninger blege… nej nu har jeg nok!

Gives der da virkelig en Gud og en hævner? … Se, se, frem ifra gravene myldrer de magre, gustne skeletter i hullede ligklær, fulde af pletter;

mark og midder rundt på dem sidder… og ve, ve… op af havene, som brænder og bryder

og bruser og syder, løfter sig skarer af druknede mænd med udtrådte øjne, stirrende, døde, og vastrukne lemmer, blegblå, bløde.

Det er frygteligt, frygteligt!... hvor vender jeg mig hen? Herre Gud, Herre Gud, jeg vil mig omvende. Jeg vil tro på dig og på verdens ende,

jeg vil tro på alt, hvad du måtte kræve, jeg opgir alt, når jeg bare får leve! Vågn op, vågn op, vågn op, du som sover, hvad enten du lever eller du er død!

vågn op, hvad som fødtes af jordens skjød! Thi nu klæmter den store klokke i Himmerig.

Sankt Peter halte i klokkerebet af alle sine livsens kræfter. Alt som rebet gik op og ned, fulgte han lystelig efter;

han slap ej et øjeblik grebet. Snart sprælled hans trinde, velnærede krop højt op i luften ‒ så dump ned i bakken! Sveden siled ham nedover nakken

Engang imellem han gjorde en stop og slængte sig andpusten hen på krakken og kiged fra gluggen til jorden ned, imedens han tørred sin sved.

Da blunked han lunt og polisk med øjet og hænderne gned og smilte fornøjet: Det går jo galant, jeg vidste det nok,

der kommer minsandten den hele flok! ‒ Så tog han atter på ringningen fat og halte, som var han besat, og brølte så slærkt, som han brøle kunde,

det hørtes vidt over land og sunde: Vågn op, vågn op, vågn op, du som sover, hvad enten du lever eller du er død! vågn op, hvoad som fædtes af jordens skjød!

Thi nu klæmter den store klokke i Himmerig. Og stadig samles fra alle zoner

de menneskebørn med barn og med koner; de stimler afsted håde unge og gamle, nogle tilhest og andre tilfods, de fleste har med sig sit jordiske gods,

såvidt som det lod sig i skyndingen samle. Der er en trængsel, der er et mylder, som alle veje og marker fylder, og værre blir det, jo længer det lakker

op mod de bratte Paradisbakker, hvor vejen blir trang til det himmelske hjem. Man kan forstå, hvad der blev for et rote, når alle stormede frem for fode

og hver vilde nå som førstemand frem. Sankt Peter stod ved sin glugge deroppe og kigede ned på de kravlende kroppe. Han følte sig ganske myndig og stærk

og inderlig henrykt over sit værk. Jojo, nu kommer den hele klode og ber om nåde og falder tilfode. Men stimmelen vokser for hvert minut,

og fler strømmer på, det tar ingen slut, så langt man kan se, ses hode ved hode. De første er alt ved bakkens top og banker på porten: luk op, luk op! ‒

Men Sankt Peter vil vente, til alle er fremme; han vil, at enhver skal opløfte sin stemme og angrende bede Vorherre at glemme, hvad synd han begik, hvad ondt han har gjort;

og han sætter fort en hængelås til for Himmerigs port, at ikke dens sprængning han skal risikere, når der kommer flere.

Men stimmelen stiger og trængselen vokser, man hyler og skriger og banker og bokser. Alle vil frem, og ingen vil vige, der blir et spektakel foruden lige.

Hist ses en keiser med kronen på skakke, med hug og med knups må han tage tiltakke, og det af en simpel arbejdsmand, skjønt ikke sin fod han flytte kan;

og om en præst får en på kalotten, der nytter ej trusler, for hele dotten af menighedslemmer er over ham, stakkar, og skjælder ham ud som en simpel rakker ‒

kortsagt, hver eneste kvinde og mand slår løs på sin næste så godt hver kan, og bander og svær og klorer og bider og skubber og sparker og slår og slider.

Der er ikke en, som husker at bede; det glemmer de ganske i stridens hede; Der er ikke en, som råber på nåde. ‒ Mennesket er og blir dog en gåde.

Det synes Sankt Peter også derinde; det bråk gjør ham ganske betænkelig: Dette ser ud til en fuldblods krig ‒ jeg har dog vel aldrig handlet i blinde?

Vorherre sad højt i sin syvende himmel og nød den evige salighed, tusindtals stjerner skinnede ned fra tagets hvælv i strålende vrimmel.

Han sad på en trone af pureste guld, den hele hal var af engler fuld, engler med vinger, skinnende hvide ‒ eller spraglede røde, gule og blå;

de monne saa lifligt på harperne slå og sang med røster så himmelske blide alt om den søde, livsalige fred, man altid nyder på dette sted.

Da lød der, midt i den dejlige sang, op fra de lavere regioner en ganske besynderlig skurrende klang. Det lød som klæmtende klokketoner,

blandet med alskens larm og lyder, et fjernt rabalder, en underlig rummel. Vorherre sig rejstet: Hvad er det for tummel? Kan nogen mig sige, hvad dette betyder? ‒

Men englene taug og kunde ej svare, ingen mægted det spørgsmål at klare. Vorherre lytted, la hånd til sit øre; så gjorde alle de engle med ‒

da kunde man tydelig skjældsord høre og eder og banden og andet deslige, som slet ikke passer i Himmerigs rige. Da blev Vorherre alvorlig vred

Hvo vover at bryde den hellige fred? Hvo vover at bande på dette sted? Flyv, Gabriel, fort til Sankt Peter ned og få besked! ‒

Og erkeengelen fløj afsted. Det varte ej længe, så kom han igjen. ‒ Nu hvad er det, min engel, min kjære ven? ‒ (For Gabriel var ganske betuttet og bleg.)

‒ Ak, Sankt Peter har gjort en fortvilet streg! Sankt Peter har ringet med dommedagsklokken! Nu er de derudenfor hele flokken. Han havde nok tænkt dem rigtig af skræmme,

så alle skulde sin syndelyst glemme; han havde nok tænkt at lure dem slig, at alle skulde omvende sig og bede om nåde med angerfuld stemme.

Det så også ud til, det skulde lykkes, thi alle kom stimlende tæt og fort, men da de ved porten begyndte at trykkes, da dunstede al omvendelsen bort.

Da gav de sig til at slås om pladsen ‒ nu er de et rote hele massen. Gud ved, hvordan det skal gå tilsidst; det ser farligt ud, det er sikkert og vist,

thi hver af dem tror sig nærmest til retten, og ingen vil vige et skridt af pletten. Da mælte Vorherre og talede så: Nej Sankt Peter han er også dum som få!

Dum var han altid og dum vil han blive, mens han er ilive. Aldrig han lærte, og aldrig han lærer, blander sig altid i andres affærer

og tror, at han skal det langt bedre forstå ‒ Men sig mig, han har dog ej glemt at stænge porten forsvarlig, så ingen kan trænge ubedt herind? …

Ja, porten er stængt med lås og med lukke… men jeg havde tænkt at spørge Vorherre, om ikke han vilde forsøge at bede de folk være stille?

jeg tror så minsandten, at end ikke en kommer fra det med hele armer og ben. Da smilte Vorherre: Nej, lad de kanaljer

derude kun udkjæmpe sine bataljer. De blir jo de samme til evig tid; de kan ikke leve foruden strid. Jeg kjender dem nok! Det kan ikke nytte;

sit skind får de herefter selv se at hytte; de lar sig såmen ikke tale tilrette, jeg er alt forlængst på det rene med dette.