Natten kommer – Tænd ild! tænd ild! tænd det hellige bål! Endnu ligger guldglans over de øverste skyer, men snart,
snart vil den blegne og dø – tænd ild! Mørkets skygger breder sig snigende over de slumrende sletter,
gjennem de dæmrende lunde. Alt, som var lyst, alt blir sort som den dræbende død – tænd ild! Tænd ild! tænd ild! tænd det hellige bål!
Lad luerne lyne, skarpe som stål, skarpe som glavind – skarpere endnu! lad dem skjære gjennem natten og splitte dens gru – højt,
højt lad dem blusse op mod det blåkolde himmelens hvælv, tænde de sluknede skyer, tænde de sluknede hjerter – ja
tænde vore hjerter, tænde os selv, legem og sjæl, i brand! Søstre, kjære, kom til møde,
smykket hver, som var hun brud. Hyll jer i de silkebløde, folderige festens skrud, himmelblå, skarlagenrøde,
eller purpur – eller guld. Drys med perler issen fuld, og de blanke slangeringe slyng om ankler og om arme,
salv med nardus eders barme – så vil vi, mens cymbler klinge, højtidsfuldt i runddans træde, fejre livets store glæde.
Ej vi vil for natten bæve, lysets liv det vil vi leve. Tænd ild! tænd ild! tænd det hellige bål! Lad luerne sende sit lys over lande,
at alle må vide, at alle må sande, at nu er den mægtlige højtid inde, den mægtige højtid for mand og for kvinde. Natten og mørket og døden skal dødes,
evigt liv skal fødes, gjenfødes. Tænd ild! tænd ild! tænd det hellige bål! Se, de kommer, når jeg kalder! Over markerne de grønne,
fugtige af dug, som falder, iler alle landets skjønne unge kvinder frem til mødet, sans og hjerte gjennemglødet.
Som en flok af rådyr springer de på engens blomstertæppe, blomsterne sig bøjer neppe under deres lette fod;
deres sang i natten klinger jublende og fuld af mod. Bag dem som en mægtig bølge ynglingskaren ser jeg følge,
dragen til fra nær og fjern, som det stærke, faste jern drages mod magneten hen. Deres øjne! – hvor de tændes!
Deres muskler! – hvor de spændes! Hil jer, hil! livstærke mænd! Søstre, den hellige ild er tændt! Snart har dens gjenskin himlen omspændt.
Gjennem de dybe, dæmrende lunde, over de stille marker, som blunde, øser den ud sin livsalige glans. Søstre, slut ring til den hellige dans!
Hører I ildens tunger, som taler, taler til os i knitrende ord!
Ildens tunger er guddommens tunger, Gud er i alt, som varmer og lyser,
Gud er i ilden, ilden er Gud, Gud, du er stor! Er ikke du
al livets kilde? Skaber du ikke med glødende stråler frugt af det sorte,
frostkolde muld? – Frem af muldet livspirer myldrer, livmyriader
foruden ophør, hele verden af liv er fuld. Og se, når liv engang er vakt,
er det ej død mer underlagt, dets kraft er evig så som Gud og folder evig ny kraft ud. Se markens blomst, om den må dø,
befrugtet spirer dog dens frø, og tusind blomster vokser frem, hvor der var før kun en af dem. Så lever jo den første blomst
ej blot sin egen korte sommer, men og i dem, som siden kommer; den ved, dens liv var ej omsonst. Søstre, vil I livet vinde,
det som ikke døden slukker? Søg det, og I vil det finde, så som markens blomst det fandt – blomsten ja, den som I plukker
tankeløst ved vejens kant, visdom kan hos den I lærel Se, mod alle himlens vinde vender den sin kalk den skjære,
at det støv, det mandigstærke, det som kun kan frugten virke, finder vejen til dens skjød. Afkom, afkom skal du kræve,
i dit afkom skal du leve, i dit afkom skal du mærke, at du lever trods al død. Lad dem falde, de himmelblå kaftaner,
strejf dem af jer, de skarlagenrøde skrud; ej I trænger mer til smykker eller faner, når I ildnes af den glødende gud. Kast dem bort, disse fattige stene,
slyng de perler i natmørket ud; eders legemer skal stråle alene ved den glans, som de fik fra sin gud. Sving dem stolt eders smidigfaste lemmer,
lad dem skinne ved ildgudens lys, medens ynglingeskaren sig glemmer i beruselsens hellige gys. Nu er højtidens øjeblik inde,
det vi længtes og stundede til. Nu bered jer, hver mand og hver kvinde til at mødes i guddommens ild.
Cookies on Poetry Cove