Barfrost

Barfrost og koldt – himmelen hænger ludende tungt over mark og enge. Natten er vegen

væk, men dag er ikke endnu oven senge. Vāk er den ej ved vintertide,

sover trygt som alle retfærdige. ak, der er dem, som ej tør sove – jeg for eksempel, er ej af de værdige.

Herre min Gud, hvor gjerne vilde jeg ikke sove – om blot en time. Men hvergang jeg lukker

mod søvn mit øje, er det, som hørte jeg ligklokker kime, kime, kime langt fra det fjerne,

mane med rusten, skjælvende stemme: Opl stå op! stå op! stå op! hvor tør du hvile? hvor tør du glemme?

Endnu kan alting sones – forsones – det gjælder et ord, et eneste bare – om skylden var min

eller – ligegodt! hvo kan så til slutning det spørgsmål besvare? Jeg ved blot… ak, hvad er det du ved?

Et kun: snart vil det være for silde. Døden den barske vinker fra tærsklen, maner, jeg må ikke tiden spilde.

Ud! jeg må ud!... jeg kvæles herinde, min hjerne sprænges! jeg bærer det ikke Ak, hvilken nagende

angst i mit hjerte… Herre, hvi fik jeg slig kalk at drikke ? Herre, Herre, forbarm dig over mig!

Løs denne tvedragt og tvil i mit sind. Bøj mig, Herre, jeg vil jo bøjes! Ej lad mig ødes som avner for vind…

Stille!... stille!... det gjælder at tænke koldt og roligt – at overlægge. Galt kan bli værre.

Vær ikke hysterisk!... Det er bedst for… ja, det er bedst for os begge. Tænke, tænke ja!... den som turde

tvinge sin tanke bort fra det hele. Jeg grubler mig gal!... Og det er jo så gammelt, vi gjorde jo op i alle dele.

Vi skiltes jo ad uden skjænd eller skjælden. Vi boed jo år i hinandens nærhed. Og aldrig siden…

selv om vi mødtes… det hele er kanske kun overspændt særhed. Sæt, det er slettet og glemt altsammen,

slettet og glemt for længe siden – sidder kanske kun igjen herinde som en ulidelig brænden og sviden.

Huf, det er koldt!... Jeg må knappe frakken. – Se på pytterne alle de blanke; nu er de slivnet…

brustne øjne! – gjætter de med min lønlige tanke? Grålys – trøstesløst, trist og tungt –

dødsens stilt over mark og enge. – Der sidder en gråsort kråke derhenne – så skrig da fugl! lidt lyd kan man trænge.

Hush! – hush! skjønner du ikke, at jeg vil skræmme dig, at du skal skrige, vække de andre –

du står da vel vagt? flyv op og skrig! du og alle dine lige. Jo nu blev den ræd, nu løfter den vingerne –

nu løfter de alle de sorte kroppe bortgjennem skogen – men ikke en lyd, de svinder stilt bagom granernes toppe.

Å for et øde! blir det da aldrig dag idag! Ånej det er tidlig. – – Huf lindealléen!...

de gamle stammer…. men ej kan det nægtes, at den er stilig! De gamle stammer, mosgrodde, svære –

å Gud, for minder!... se hvor de rejser sig ranke, slanke op imod himlen, som hundredårs konger de stoltelig knejser.

Og så lang en række, et helt dynasti. Ja de står, de står, når vi begge er borte. De løfter endnu

de kronede hoder, når vi er gjemt under jorden den sorte. Så lang en række, den tar ingen ende.

Åjo, åjo, jeg ser nok derhenne, der, langt, langt borte det blinkende lys!.... “skal jeg gå videre eller skal jeg vende!

Vende nu? – når du nådde så langt? Gud hjælpe din sjæl, om nu du svigter! Du ved, du ventes

af en, som skal dø. Gå frem nu mand, og gjør, hvad du pligter. Gå frem nu mand, og gjør, hvad du pligter,

lad skallen briste, luk op for dit hjerte. Du ved deroppe ligger en døende, venter på dig i længsel og smerte.

Venter på dig – ja venter forvist! Vi skiltes ad under kamp og kvide, men hjerterne, ved du,

de skiltes ej, de bandtes af bånd, som vi ej kunde slide. Lyset blinker og lyset vinker –

ja, ja, jeg kommer, jeg kommer, kommer. Vent, bare vent! Nu har jeg mod… nu er det, som gik jeg mod lys og sommer!

…Hvad er det for hovslag, som kommer imod mig? Jeg ser ingen hest, jeg ser ingen rytter! Et isnende gufs

forbi mig farer, imens jeg stanser, imens jeg lytter. Og hovenes slag dør hen i det fjerne –

og lyset, som vinked, er slukket, er slukket. Dagen er kommen, ja, dagen er kommen, men over mig har natten sig lukket.