Svøbt i det luftige spindelvævs spind
danser på engen nymfernes skare,
gjennem den florlette klædning, den klare,
flagrende frit for aftenens vind,
skimter jeg grant ved stjernernes skin,
lemmernes rankhed og legemets runding.
Ak, de blev ej skamfert ved korsetter,
skjortebånd, lidser og anden forbinding,
der er ikke lyde, der er ikke pletter,
de er akkurat som for kunstneren skabt,
thi ved kunst og kultur har de ingenting tabt.
Svøbt i det luftige spindelvævs spind
danser imod mig nymfernes skare,
føger at bringe mit hjerte i fare,
svinger omkring mig let som en vind,
latter på læben og roser på kind.
Ak, hvad vil I mig gamle filister!
ej eders leende lokken mig frister.
Skjønner I ej, jeg vilde jo bare
se til en studie hurtig at klare,
som jeg har brug for ved mit staffeli. . .
Pokker ivold! ‒ der drog de forbi!