Sjøen lå blank og vugged,
bølgerne steg og sprang,
– da sad jeg dernede ved stranden
og nynned en dæmpet sang.
Og alle de tusinde længsler,
der vugged sig i mit sind,
de bleve til blanke bølger,
der sprang imod stranden ind.
Da steg der langt ude fra havet
en slig en besynderlig sang,
det var, just som sølvbølger blanke
blødt over solstrenge sprang.
Og vandet lagde sig stille,
ikke en bølge steg,
fjorden lå som i drømme
og lyttede blank og bleg – – –