Hei, hvor det suser i vinterveir,
afsted gjennem snefog og snerøg det bær,
med sundheden præget på kinden.
Hei, hvor det går,
og hvor sneskyen står,
det hviner om øret af vinden.
De huier og skriger: “se op!” og “halv vei”,
skvæt lidt til siden, for her kommer jeg,
og det med fart ned ad stien.
Under ekkoets klang
af vor latter og sang
skjærer det ned gjennem lien.
– Ned mellem buske og ener og trær
med slig en susende fart det bær
ind mellem granskogens haller.
Hei, se nu op,
her har vi et hop,
– det glimter i sneens krystaller.
Af damer myldrer det også på ski,
jeg stod just i svingen en blond en forbi,
– en liden med lyse lokker.
Det var deroppe i bakken hun stod,
– hun havde en hue af rødeste blod
og slige små renskinssokker.
Det bærer afsted som i drømmegang,
og hver en tanke er sol og sang,
det røber de tusinde stemmer;
da bruser ens mod,
og da banker ens blod,
mens sorger og sligt en glemmer.
Hei, hvor det suser i vinterveir,
afsted gjennem snefog og snerøg det bær
med sundheden præget på kinden.
Hei, hvor det går,
og hvor sneskyen står,
det hviner om øret af vinden.