Det blege, gule, visne løv,
der sank mod jordens banke,
det drog mit sind så underlig,
drog med hver solfrisk tanke:
alt skjønt og lyst, der i min sjæl
sang sommerlivets sange
og spirede og næring fik
i solskindsdage lange.
– Nu sank jo blomst og blad og strå
i skog og lund og have,
og ensom stod jeg der og så
mig om blandt frosne grave.
– Før var der sang og sol i alt,
det smilte allevegne;
mens solen over eng og sø
lod sine stråler regne.
Da smilte alting, himlen lo,
og sommermildt det lufted,
mens blomst og blade, græs og strå
i solen stod og dufted.
Men løvet sank – ja løvet sank,
det sank i jordens grave,
og trist og ensomt ødt og dødt
det blev i lund og have.
Og løvet sank – og livet sank,
de svandt de lyse dage,
jeg står vemodig, ser mig om
på sommeren tilbage. –