Jeg lægger min kolde pande
op til din brændende kind,
så smiler du venlig til mig
og ser mig i øiet ind.
Og rundt om min bøiede nakke,
du slynger din dunbløde arm,
du trykker mig varsomt til dig,
og gjør mig så hjertevarm.
Og dagen synker så dødstræt,
mens mørket lister omkring,
du lægger din mund til mit øre
og hvisker de deiligste ting.
Jeg lægger min kolde pande
op til din brændende kind,
da smiler du venlig til mig
og ser mig i øiet ind. –
Du kysser min kolde pande,
jeg kysser din blussende kind,
og vore blikke de mødes,
jeg ser dig i hjertet ind.