Jeg gik en kveld på min
ensomme gang
langs de tågede strande,
gråt i gråt var det
rundt omkring
og slør over fjeldenes rande.
Det var stilt over fjorden,
– tågen lå
over de slumrende vande,
solen var forlængst gået ned,
og slukked
var himmelens brande –
Men inde i tågen lød
der et skrig,
en skjælvende viljeløs klage,
et eneste langtrukkent
sneppepib,
der dirrede frem og tilbage.
Et eneste langtrukkent
sneppepib,
og grå var himlen og havet,
et pib, der drev over fjorden
hen
og blev i tågen begravet.