Ude på det øde,
døde, vide, vilde
verdenshav
hyler gjennem natten stormen
rasende henover . . . .
Og der flygter
dunkle tåger,
og der jamrer
rædde måger,
og igjennem nattens mørke
skjælver fyrets svage ild,
og igjennem storm
og tåge,
gjennem bølgesuk
og blæst
lyder tågeluren hæst . .
Intet skib der
er at se,
ingen vimpel,
ingen skibsmast,
blot derborte i det tomme
i det fjerne
dunkle øde
skjælver over bølgetoppe
fyrets blus, det matte røde.
Ellers spiller morildsglansen
op og ned på bølgedansen . . .
nu i nat det
lyser over
just som ild
på alle vover –
– vredesild mens
sjøen fnyser,
– vinden tuder,
– luren skjælver . . .
Men i lysningen
derude
lister lydløst over bølge
døden på sin sorte
skude . . .
Nu blandt brænding,
skjær og banke
skal den liste sig inat,
for de sunknes lig at sanke.